Oxytocin spray

Kærlighedsspray gør mænd mere attraktive

Forskere har opdaget en eliksir, der får kvinder til at opfatte mænd som mere attraktive. Hemmeligheden ligger i hormonet oxytocin.

24. marts 2014

Nu er der håb for alle os, der ikke just ligner George Clooney eller Matthew McConaughey.

Forskere ved Bonns universitet i Tyskland har nemlig opdaget en "kærlighedseliksir", der får kvinder til at opfatte mænd som mere attraktive, skriver Daily Mail.

Eliksiren er en spray, der indeholder syntocinon, en syntetisk udgave af hormonet oxytocin, som forskere længe har vidst bliver frigjort i hjernen, når vi bliver forelskede.

Kvinder fik kærlighedsspray

Forskerne bad 40 kvinder i 20’erne deltage i et forsøg. Halvdelen af kvinderne fik næsesprayen med syntocinon, mens andre fik en placebo-spray. Kvinderne blev derefter præsenteret for billeder af mænd – blandt andet deres partnere - som de bad dem vurdere.

Forskerne byttede derefter om på grupperne, og placebo-gruppen fik nu sprayen med syntocinon og omvendt.

Det opsigtsvækkende resultat var, at kvinderne vurderede deres partnere som 15% mere attraktive, efter at de havde inhaleret hormon-sprayen end efter placebo-sprayen.

Virker også på mænd

Kærlighedshormonet oxytocin virker tilsyneladende også på mænd.

Den tyske psykiater René Hurlemann fra Universität Bonn i Tyskland offentliggjorde sidste år opsigtsvækkende forsøgsresultater med oxytocin.

Hurlemann lod 20 unge mænd, som var i et fast og langvarigt forhold, se på en stak billeder af kvinder. I stakken var der både billeder af kæresten og af ukendte kvinder, og mændene skulle give hver kvinde karakter efter, hvor tiltrækkende hun var.

Oxytocin gør partneren mere tiltrækkende

Bagefter gentog Hurlemann forsøget, men denne gang fik mændene sprøjtet oxytocin op i næsen. Resultatet var slående. Under påvirkning af hormonet fandt mændene deres partner mere tiltrækkende end før, hvorimod stoffet ikke havde nogen effekt på deres bedømmelse af de andre kvinder.

Oxytocin spiller tilsyneladende en nøglerolle i menneskets kærlighedsliv. Hjerneskanninger af Hurlemanns forsøgspersoner afslørede, at hormonet aktiverede området nucleus accumbens (NAcc), som er en del af belønningscenteret.

Andre forsøg har påvist, at denne del af hjernen er med til at give den gode følelse ved romantisk kærlighed, og derved knytter hormonet parterne sammen.

Læs om kærlighedens kemi

Hjernecentre og kemiske forbindelser styrer vores kærlighedsliv - både i flirtens spænding, forelskelsens rus og i det trygge parforhold.

Det kan du læse meget mere om her:

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: