Man with highlighted organs

Regulering af hormoner

Hormonbalancen påvirker alt i kroppen og er helt afhængig af D-vitamin. Måske afgør vitaminet endda, om vi kan få børn.

8. september 2010 af Anders Enevold Christensen

D-vitaminet sikrer balance i vores hormonniveauer. For lidt D-vitamin øger niveauet af nogle hormoner og sænker niveauet af andre, og begge dele kan føre til sygdomme. Men nye undersøgelser peger på, at vitaminet også har betydning for, om vi overhovedet kan få børn.

I 2008 viste to uafhængige forskergrupper fra USA og Australien en overbevisende sammenhæng mellem mangel på D-vitamin og henholdsvis kvinders frugtbarhed og mænds sædkvalitet. I den ene undersøgelse havde over 90 procent af kvinderne med ægløsningsproblemer et lavt D-vitamin-niveau, og i den anden undersøgelse led 33 procent af mændene med fertilitetsproblemer af en decideret D-vitamin-mangel.

Man ved ikke, præcis hvilke mekanismer der ligger bag, men noget tyder på, at vitaminet er involveret i modning og udvikling af kønscellerne. Mange forskere frygter nu, at den udbredte mangel på D-vitamin kan være en årsag til den stigende barnløshed. Derfor kan brug af D-vitamin-tilskud til behandling og forebyggelse af barnløshed være et godt og mindre risikofyldt alternativ til de gængse fertilitetsmetoder.

D-vitamin påvirker hjernens funktioner

Det er alment kendt, at D-vitamin er nødvendigt for optagelsen af kalcium og dermed for ikke at få knogleskørhed eller engelsk syge med skæv knogleudvikling. Men det er også blevet påvist, at D-vitaminet har indflydelse på hjernens funktioner. Vitaminet stimulerer vækst af nerveceller og dannelse af neurotransmittere, hvilket kan forklare en sammenhæng mellem D-vitamin-mangel og risiko for udvikling af skizofreni. Vitaminet menes derudover at have en antidepressiv effekt ved at hæmme inflammatoriske reaktioner og regulere kalciumbalancen i nervesystemet.

For nylig viste to undersøgelser desuden en klar sammenhæng mellem D-vitaminmangel og nedsat indlæringsevne, som kan være et tidligt tegn på demens, for eksempel alzheimer. Jo lavere forsøgspersonernes D-vitamin-niveau var, jo dårligere resultat fik de i en mental test. Personerne med det højeste D-vitamin-niveau fik en dobbelt så høj score som dem, der havde det laveste niveau.

Hormonbalancen

Mangel på D-vitamin påvirker hormondannelsen flere steder i kroppen – og kan medføre en lang række lidelser.

Hjerne Problem: Der dannes færre nerveceller og neurotransmittere. Kan føre til: Skizofreni og depression.

Skjoldbruskkirtel Problem: Kroppenskalciumniveau falder. Mængden af hormonet parathyroidea øges. Kan føre til: Engelsk syge og knogleskørhed pga. kalciummangel.

Nyrer Problem: Mængden af hormonet renin øges. Kan føre til: Forhøjet blodtryk og klassiske hjerte-kar-sygdomme.

Bugspytkirtel Problem: Der udskilles for lidt insulin i blodet. Kan føre til: Type-2 diabetes.

Kønsorganer Problem: Der udskilles for lidt insulin i blodet. Kan føre til: Type-2 diabetes.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: