© Youtube & UR Medicine

Musiker spiller saxofon mens læger skærer i hans hjerne

De mest kringlede hjerneoperationer foregår i dag, mens patienten er lysvågen. Amerikanske læger har nu opereret en knude ud af hjernen på en patient - imens han spillede saxofon.

6. september 2017 af Rikke Jeppesen

Forestil dig, at læger skal bore hul i dit kranie, løsne hinderne om din hjerne og skære en dødelig kræftknude ud – imens du er lysvågen.

Mareridtsscenariet er virkelighed for flere patienter, da de mest avancerede hjerneoperationer i dag foregår, mens patienten er vågen.

En af de mere spektakulære fandt sted for nylig, da amerikanske Dan Fabbio blæste i sin saxofon under indgrebet.

På den måde reddede han sin karriere og gjorde forskerne klogere på, hvordan hjernen bearbejder musik.

Melodi afslører forkert snit

Dan Fabbio er professionel musiker i New York. Han var 25, da læger opdagede en svulst på størrelse med et æg i et hjerneområde, der er vigtigt for hørelse og musik.

Hele hans liv ville ramle, hvis kirurgen skar forkert.

Derfor opfandt forskere fra University of Rochester i New York en ny procedure. 

Fabbio skulle spille på sin saxofon under hele indgrebet, så kirurgen kunne høre, hvis han nærmede sig et område, der var vigtigt for musiklærerens evner.

Hjernekirurgerne allierede sig med en professor i musikteori og kognition, Elisabeth Marvin, der komponerede en melodi, der kun krævede, at Fabbio tog korte overfladiske indåndinger – de dybe kunne få hans hjerne til at svulme op fra kraniet.

Sang sig igennem operation

Det er ikke første gang en musiker giver koncert, mens han bliver opereret i hjernen.

Violinist Roger Frisch lagde toner til, mens læger forsøgte at finde årsagen til hans rysten.


Mens operasanger Ambrož Bajec-Lapajne sang sig igennem sin operation.


Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: