Hvorfor får vi tandlægeskræk?

Hvorfor er mange mennesker så bange for at gå til tandlægen, selv når det ikke gør ondt?

1. september 2009

Tandlægeskræk er så almindelig, at fænomenet har et lægeligt navn – odontofobi. Man regner med, at over halvdelen af alle mennesker er mere eller mindre nervøse, inden de skal til tandlægen, men for mellem 4 og 14 pct. af den voksne befolkning er angsten så stærk, at man kan tale om egentlig tandlægeskræk. Her er der tale om en angst, der kan holde patienterne fra tandlægen i årevis trods smerter. Hos omkring 85 pct. skyldes angsten dårlige erfaringer med tandlæger. Men tandlægeskræk kan også skyldes, at tandlægebesøget vækker minder om andre angstprovokerende oplevelser, fx et voldeligt overfald, en ulykke eller en smertefuld sygdom. Psykologer mener, at det især er tabet af kontrol, som får angsten frem i os i tandlægestolen. Mens tandlægeskræk tidligere blev bagatelliseret, er det i dag blevet genstand for forskning og en del af tandlægernes uddannelse. Og de fleste kan heldigvis slippe fri af deres angst. I svære tilfælde kræver det behandling af en psykolog med særligt kendskab til odontofobi, men tandlægerne kan også gøre meget for at afhjælpe problemet. Fx kan de ofte dæmpe angsten blot ved at gennemgå, hvad der skal ske, og forklare undervejs. Desuden kan tandlægerne i dag tilbyde næsten smertefri behandling med effektive bedøvelsesmidler, og de kan endda lægge bedøvelsen på en måde, så patienten næsten ikke bemærker stikket.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: