Kvinder fravælger små mænd

1. september 2009

Høje mænd har mere succes hos kvinder end små mænd. Det viser en ny undersøgelse. Undersøgelsen er foretaget i den polske by Wroclaw af en engelsk psykolog. I alt 4400 mænd i alderen fra 25 til 60 år deltog. De blev spurgt om deres højde, og om de havde børn. Resultatet var, at små mænd langt oftere end deres højere konkurrenter var barnløse og derudover var de tilmed kraftigt overrepræsenterede i gruppen af ungkarle. Kun generationen lige efter anden verdenskrig skilte sig ud. Efter krigen var Wroclaws kvinder i overtal, og derfor var de mindre kritiske. Efterkrigstidens små mænd havde flere børn, end deres lidelsesfæller havde i de følgende årtier. Høje mænds popularitet hos det andet køn kan skyldes, at højde i det moderne samfund forbindes med succes, velstand og et godt helbred. Men ifølge den engelske undersøgelse kan det også stikke dybere. Kvinders udvælgelse er måske i højere grad genetisk end kulturelt betinget. Ifølge den tankegang er høje mænd ganske enkelt bedre udstyret til at overleve end små mænd – og derfor også mere populære hos kvinderne.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: