lilla jobsamtale

Lilla tøj er jobsamtalens joker

Det kan blive altafgørende, hvilken farve tøj du tager på til jobsamtalen eller på date. Den sorte bluse kan for eksempel skade dit fremtidige parforhold.

16. december 2015 af Karine Kirkebæk

Tænkte du over, hvad du tog ud af skabet i morges? Det er de færreste, der klæder sig på i blinde, men dit tøj sender ubevidste signaler til dine omgivelser. Flere undersøgelser inden for farvepsykologi viser, at nogle farver er langt bedre end andre, når du skal til jobsamtalen, på date eller til fest.

Til den frygtindgydende jobsamtale

Der er flere bud på en god påklædning til jobsamtalen, hvor du gerne skal udvise ukuelig ro, overskud og dygtighed. Derfor bør du tage enten blå eller lilla på, når du skal udsættes for bygen af spørgsmål om din faglighed og din største svaghed.

Den blå skjorte eller bluse er det sikre bud, da den blå farve i alle dens toner udstråler rolighed.

Forskning (pub.: Journal of the Academy of Marketing Science) viser også, at folk tillægger den blå skjortes ejermand at være kompetent.

Den lilla bluse er jobsamtalens joker. Her får du en stærkt hånd i forhold til at få jobbet, fordi du vil virke både autoritær, sofistikeret og magtfuld.

På den første date

Du skal på date. Hvad tager du på? Det spørgsmål kan allerede melde sig flere dage før det store stævnemøde. Men du bør ikke kun tænke i, hvad der fremhæver dine flotte øjne.

Det afhænger selvfølgelig af, hvad du vil have ud af daten, men farven rød udsender mange gode signaler til en date. Med en rød kjole udstråler du ubevidst mange gode signaler i en date-mæssig sammenhæng: begær, begejstring og kærlighed.

Til gengæld bør du ikke tage sort på, hvis du skal på date. Det vil kunne virke afskrækkende på din date, da sort indikerer, at du er frygtsom, dyr i drift og i sorg.

Til den store fest

Hvis du er til fest og har gul eller grøn på, kan du lige så godt indstille dig på, at du kan blive opfattet forskelligt. Den gule farve sender både signaler om, at du er glad – men også at du kan være jaloux.

En grøn beklædningsgenstand signalerer, at du er et menneske med god smag, men at du også besidder evne til at misunde dine medmennesker.

Så måske skal du bare altid gå i hvidt, der er glæden, oprigtigheden og renhedens farve.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: