bromance

Rør ved dine venner og bliv sund

Det er en god ide at kramme og have fysisk kontakt med dine venner. Ny forskning viser, at et venskabeligt klem kan booste din sundhed.

10. marts 2016 af Karine Kirkebæk

Krammer du dine gode venner?

De fleste kvinder vil nok svare ja til dette spørgsmål, da kvinder er mere komfortable med at blive rørt af deres venner end mænd.

Måske netop derfor har forskere fra University of California set nærmere på fysiske venskaber mellem mænd.

Den nye undersøgelse viser, at resultaterne af mænds venskaber er positive, og at de kan kobles til en fremtidig behandling af fx soldater med PTSD.

Undersøgelsen viser, at fysisk kontakt uden seksuel karakter hos hanrotter udløser et kemisk bombardement i hjernen, der udløser en række af lutter gode selvforstærkende sundhedstegn.

Mænd med venner er sunde

Venskab mellem hanrotter – som forskerne godt kan sammenligne med mænd – udløser et højt niveau af lykkehormonet oxytocin, der dannes i hypothalamus i hjernen.

Oxytocin findes mere hos kvinder end hos mænd. Men mænd i nære venskaber har en højere produktion af hormonet end mænd uden venskaber, og det får de venskabelige mænd til at socialisere mere.

Og når mænd socialiserer og er mere sammen med andre mænd bliver de mere modstandsdygtige over for stress, og samværet giver dem et længere og sundere liv.

Venner er ligeså gode som kærester

De fysiske venskaber kan måske være med til at helbrede for eksempel PTSD – post-traumatisk stresslidelse – som giver et lavere oxytocin-niveau end normalt.

Derfor er forskerne fra undersøgelsen positive over for at prøve at behandle patienter med PTSD med næsesprayer med oxytocin.

Det kunstige niveau af oxytocin kan måske give patienter lyst til at have mere social kontakt og dermed hæve deres oxytocin-niveauet.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: