Viagra topbillede

7 myter om Viagra

Siden 1998 har potensmidlet Viagra genrejst over 20 millioner slappe penisser. De mange rejsninger har selvfølgelig medført en række mere eller mindre usande historier om den blå pille. Her er 7 myter om Viagra.

16. juni 2016 af Jonas Grosen Meldal

1. Skaber smertefuld rejsning

Foto: Shutterstock.

SANDT Heldigvis er fænomenet ikke så udbredt. Tilstanden kaldes priapisme, og skyldes at blodet ikke kan forlade penis, hvilket kan have skadelige effekter på det følsomme væv.

Som en trøst er Viagra dog en klar forbedring i forhold til tidligere behandlinger, hvor indsprøjtninger af blodkarudvidende stoffer direkte ind i svulmelegemet ofte medførte insisterende, smertefulde rejsninger.

2: Giver tvungen rejsning

FALSK De fleste mænd har stadig brug for seksuel stimulering, så hjernen kan sætte kaskaden af signaler i gang, der til sidst øger blodtilførslen til svulmelegemet.

Herefter kan Viagra så sørge for at holde koncentrationen høj og bevare rejsningen.

3. Beskytter mod kønssygdomme

Foto: Shutterstock.

FALSK Denne myte er decideret dum.

At Viagra kan sørge for at holde blodet i dilleren, er ikke ensbetydende med at kroppen også bliver immun overfor smitsomme bakterier og virusser.

4. Gør mænd til ustoppelige lagengymnaster

FALSK Den blå pille giver rejsning, men har ikke en direkte effekt på varigheden af den seksuelle akt eller ens generelle evner i sengen.

Der er intet fysiologisk grundlag for, at Viagra skulle hindre en udløsning "før tid".

5. Viagra og alkohol er en dårlig cocktail

SANDT Selvom Viagra kan virke som en oplagt løsning på ugidelige, berusede penisser, så er alkohol og potensmidler en dårlig cocktail.

Alkohol er blodfortyndende, og generelt frarådes det at tage Viagra sammen med blodfortyndende medicin.

Derudover kan hovedpine, som er en fælles bivirkning for både alkohol og Viagra, blive forstærket af blandingen.

6. Får dig til at se blåt

SANDT Der er faktisk noget om denne myte. Den blå pille kan i meget få tilfælde ændre ens opfattelse af blå og grønne farver.

Viagra virker ved at blokere for et enzym i svulmelegemet. Det samme enzym findes også i øjnene, og overdosering af Viagra kan derfor få dig til at se blåt.

7. Sætter gang i sexlysten

FALSK Umiddelbart virker det naturligt, at en rejsning øger sexlysten, men det er faktisk ikke nødvendigvis rigtigt.

Ved at indtage Viagra springer man den sanselige stimulering over, og går direkte til blodgennemstrømning ind i penis, hvilket ikke automatisk medfører nydelse. Normalt er det den erotiske nydelse, der fører til blodtilførsel til penis, ikke omvendt.

Viagra satte fut i lagnerne

Læs om Viagras sejrsgang i soveværelserne og om de blå pillers potente efterfølgere i vores store artikel i anledning af pillens 20 års jubilæum.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: