attraktiv mand

Forskning: Dét finder kvinder mest attraktivt ved mænd

Kvinder har brug for en af det modsatte køn for at sikre artens videreførelse. Og ifølge videnskaben er det langt fra tilfældigt, når kvinder finder én mand attraktiv frem for en anden.

14. april 2016 af Karine Kirkebæk

Helt ubevidst skanner kvinder deres mandlige medmennesker for en lang række fysiske karaktertræk, som afgør, om kvinder er tiltrukket af en mand eller ej.

Og hvis den fysiske tiltrækning er til stede, er der bedre grobund for at videreføre arten sammen.

Videnskaben har kortlagt de fysiske karaktertræk, som kvinder bliver mest tiltrukket af hos mænd.

1. En smal talje og brede skuldre

En undersøgelse med bl.a. psykologiprofessor fra Harvard University Aaron N. Glassenberg i spidsen har kortlagt kvinders foretrukne kropbygning hos mænd.

En smal talje, en V-formet torso og brede skuldre er mest attraktivt blandt kvinder.

Desuden kan kvinder bedst lide mænd, der er højere end dem selv og er symmetriske i ansigtet, fordi de signalerer sunde gener.

2. En dyb stemme

En dyb røst sender tilfredse signaler gennem kvinder.

Forskere fra University College London har i en undersøgelse påvist, at det skyldes, at et dybt stemmeleje signalerer en stor krop – altså høj.

Allermest attraktivt fandt kvinderne en dyb stemme, som også var en smule hæs, fordi det antyder, at manden har et lavt aggressionsniveau på trods af sin store størrelse.

3. Muskler – men ikke for store

I en undersøgelse fra University of California har forskere set nærmere på kvinders hang til muskler.

Kvinder kan godt lide store muskler og vurderer disse mænd til at være de mest sexede – men også de mest flygtige og mindst forpligtende partnere.

Det var mændene med moderate muskler, som blev vurderet til at være mest attraktive.

4. Ældre mænd

Nogle psykologer omtaler dette fænomen som George Clooney-effekten. Og den går ud på, at kvinder foretrækker mænd, der er ældre end dem selv.

Blandt 3770 forsøgspersoner fandt forskere i et forsøg fra 2010 frem til, at når kvinder bliver økonomisk uafhængige, bliver de mere tiltrukkede af ældre mænd.

Forskeren bag undersøgelsen, Fhionna Moore, siger til PsychCentral, at den økonomiske uafhængighed giver kvinderne en større selvtillid til at vælge en partner, som er ældre, har magt og ser godt ud.

5. Smil ikke

Man skulle tro, at et blændende smil vil tage kegler hos kvinderne. Men faktisk viser et canadisk undersøgelse fra University of British Columbia, at kvinder ikke finder mænd, der smiler, særlig attraktive. Mændenes mest tiltrækkende følelsesmæssige udtryk er til gengæld stolthed.

Smilet henleder kvindens tanker på en venskabelig interaktion, og de aflæser smilet som et tegn på manglende dominans.

Og selv om mændene ikke vækker interessen hos kvinder gennem smil, så er kvinder, der smiler, mest attraktive blandt mænd.

6. Mænd i rødt

I en tværgående undersøgelse med kvinder fra både England, Kina, Tyskland og USA har forskere konkluderet, at kvinder er mest tiltrukkede af mænd, der går klædt i rødt.

Den røde farve udstråler styrke, magt og dominans, og farven har været et statussymbol siden Romerriget, hvor magtfulde mænd bar røde klæder.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: