yanomami tribeman

Nøgne folk er også blufærdige

11. maj 2011 af Klaus Wilhelm

I modsætning til samtlige dyrearter dyrker mennesket ikke sex offentligt. Antropologer går ud fra, at vores forfædre holdt op med det for flere millioner år siden. Og mens vores nærmeste slægtning, chimpansen, hellere end gerne viser sine kønsdele frem, har forskerne hos mennesket ikke opdaget en eneste kultur, som ikke kender til blufærdighed. Der findes ganske vist naturfolk, der går helt eller næsten nøgne omkring.

Som den østrigske adfærdsforsker Irenäus Eibl-Eibesfeldt i sin tid bemærkede, bar kvinderne hos de sydamerikanske yanomami-indianere kun en tynd snor om livet. Men skulle de tage snoren af, reagerede de lige så blufærdigt, som hvis en kvinde i Vesten blev tvunget til at klæde sig af. Nogle af mændene i yanomami-stammen binder stadig deres penis op i forhuden, men hvis båndet rutsjer ned, bliver de meget forlegne.

Nøgenhed skjules bag tabu

Medlemmer af kwoma-stammen på Ny Guinea går helt nøgne omkring. Men de har udviklet et “kiggetabu”, hvor de skjuler nøgenheden bag en slags fantomdragt. Fra de er helt små, lærer drengene aldrig at kigge på kvindernes kønsdele og bryster. Og når mænd og kvinder støder på hinanden, snakker de ofte sammen ryg mod ryg.

Eibl-Eibesfeldt mener, at blufærdighed og skam har haft nogle helt specifikke funktioner i Homo sapiens’ evolution. Den, som blufærdigt skjulte sine kønsorganer, sørgede for, at gruppen kunne leve i harmoni, fordi man undgik rivalisering. Og at dyrke sex i det skjulte gav også en vis beskyttelse. Under samleje giver et menneske sig så meget hen til sin partner, at man ikke mere ænser sine omgivelser og dermed er sårbar, vurderer adfærdsforskeren.

Den tyske etnolog Hans Peter Duerr er på samme linje. For ham er det entydigt et seksuelt signal at blotte sine kønsdele. Derfor beskytter vores blufærdighed pardannelsen som fundament for vores samfund. Det monogame forhold er nemlig truet, hvis parterne ved at vise deres kroppe offentligt frem også pirrer andre end hinanden og dermed opfordrer til sex uden for parforholdet.

Blufærdigheden handler altså om at undgå at ophidse andre seksuelt. Og her synes den kvindelige blufærdighed at have størst betydning. For når kvinder skjuler deres kønsdele, begrænser de den seksuelle rivalisering blandt mændene og beskytter samtidig parforholdet og familien.

“Hvis man dæmper aggressionerne, får den enkelte bedre chancer for at opnå sex og få børn,” mener evolutionsbiolog Thomas Junker fra Universität Tübingen. Og ifølge evolutionens love er det jo lige præcis det, det handler om.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: