Archaic family

Parringer sikrede mangfoldighed

5. marts 2012 af Nanna Bay

Da Peter Parham undersøgte HLA-generne hos nulevende europæere og asiater, opdagede han, at en del af HLA-varianterne var identiske med neandertalernes HLA-typer. Fra tidligere studier af dna udvundet af et neandertalskelet ved man, at neandertalmennesket formentlig udviklede sig fra vores egne forfædre, Homo heidelbergensis, der var efterkommere af Homo erectus.

Homo heidelbergensis forlod Afrika for 500.000 år siden og slog sig ned i Europa og Lilleasien. Her tilpassede de sig efterhånden det kolde og barske istidsklima: Benene blev korte og kraftige, brystkassen bred, og de fik større muskler. Neandertaleren, Homo neanderthalensis, var opstået.

Peter Parhams studier tyder nu på, at det moderne menneske parrede sig med neandertalerne for mellem 45.000 og 60.000 år siden, da det nåede Europa og Lilleasien. Fx opdagede Peter Parham, at en variant af HLA-C – HLA-C*0702 – er udbredt blandt nulevende europæere og asiater.

Netop denne HLA-variant fandt Peter Parham i neandertalernes genetiske arvemasse, og det tyder på, at Homo sapiens fik overført præcis den HLA-variant ved at parre sig med neandertalerne. Det skete, efter at Homo sapiens havde forladt Afrika, da netop denne variant ikke findes i nulevende afrikanere.

Stammefolk splittede sig i grupper

På samme måde fandt Peter Parham ud af, at varianten HLA-A*11 er udbredt hos nulevende asiater, men ikke hos afrikanere. Netop denne HLA-variant fandt han i denisovaernes genetiske arvemasse. Denisovaerne er en helt ny menneskeart, der blev identificeret i 2010 ud fra en fingerknogle, som arkæologer udgravede i Denisovahulen i Altajbjergene i det sydlige Sibirien i Rusland.

Ved at analysere dna fra knoglen fastslog forskerne, at denisovaerne er en fjern slægtning til neandertalerne. Kulstof-14-analyser af jorden omkring fingerknoglen viser, at knoglens ejermand døde for mellem 30.000 og 48.000 år siden, mens andre fund viser, at området omkring Denisovahulen har været beboet af menneskearter i omkring 125.000 år.

Peter Parhams analyser tyder altså på, at disse fortidige menneskers arvemasse nu lever videre i det moderne menneske. Homo sapiens har formentlig parret sig med denisovaer, som de mødte i Lilleasien, hvorved denisovaernes modstandsdygtige variant, HLA-A*11, blev overført til det moderne menneske.

“Menneskets udvikling og kolonisering af Jorden er højst sandsynligt foregået sådan, at mindre grupper af stammefolk er vokset i antal, har splittet sig op og er vandret ud i grupper – om og om igen. Igennem de cyklusser er der opstået flaskehalse, hvor grupperne har mistet HLA-varianter. Og det er her, parring med arkaiske mennesker har kunnet forny og forbedre den genetiske mangfoldighed i hver enkelt gruppe,” siger professor Peter Parham.

Arkaiske gener gav os succes

Selv om neandertalerne og denisovaerne uddøde for 30.000 år siden, lever en del af deres gener videre i det moderne menneske. Ved at analysere en HLA-type fra neandertalerne og en HLA-type fra denisovaerne fik Peter Parham et udsnit af alle HLA-varianterne i de to populationer. Derefter undersøgte han fordelingen af disse varianter i nulevende befolkninger og opdagede, at HLA-varianten C0702, der stammer fra neandertalerne, i dag findes i både europæere og asiater. Desuden er HLA-varianten B07 mest udbredt hos nutidens europæere.

Ud fra hvordan disse HLA-varianter opførte sig, identificerede Parham andre HLA-varianter, som opfører sig på samme måde og derfor efter al sandsynlighed også stammer fra arkaiske mennesker. Men forskerne har ikke nogen mulighed for at skelne, om disse varianter stammer fra neandertalere, denisovaer eller andre arkaiske mennesker.

De følgende procentdele angiver derfor, hvor stor en del af vores HLA-gener der stammer fra neandertalerne, denisovaerne og andre arkaiske mennesker. Og faktisk er over 50 procent af europæernes HLA-A-varianter fra arkaiske mennesker, mens tallet stiger til 72 procent for kinesernes vedkommende og til over 90 procent for folk i Papua Ny Guinea.

Ifølge Peter Parham findes nogle HLA-varianter stadig i så store mængder, fordi disse typer ganske enkelt forbedrede menneskets immunforsvar og dermed sundhed. Generne gav med andre ord Homo sapiens en fordel, og derfor er de steget til høje frekvenser.

Grunden til, at andelen af HLA-varianter fra arkaiske mennesker varierer fra befolkning til befolkning i dag, er efter Parhams mening, at parringerne sandsynligvis fandt sted på forskellige steder og tidspunkter i grupper, der vandrede til forskellige dele af verden. Men uanset hvilke HLA-typer vi har arvet, lader det til, at vi skal takke vores arkaiske forfædre.

“Nogle af de arkaiske menneskers gener ser ud til at have været nøglen til Homo sapiens’ tidlige overlevelse og følgende ekspansion – med andre ord deres succes,” siger Peter Parham.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: