grå stær TOP

Forskere kurerer grå stær i børn

Forskere har kureret 12 kinesiske børn for medfødt grå stær, som ellers ville have gjort dem svagtseende eller blinde. "Én af de største bedrifter indenfor den regenererende medicin," siger ekspert om den banebrydende stamcellebehandling.

16. marts 2016 af Mikkel Skovbo

Ca. 336.000 børn kom til verden med grå stær i 2015.

De risikerer et liv præget af stærkt reduceret syn eller total blindhed – men nu er der gode nyheder:

Et hold amerikanske og kinesiske forskere har givet 12 kinesiske børn under to år normalt syn med en ny slags stamcellebehandling af øjet.

”Det er én af de største bedrifter indenfor den regenererende medicin til dato (…) Det er videnskab, når det er bedst,” siger stamcelle-ekspert dr. Dusko Ilic fra King’s College London om resultatet, der er offentliggjort i tidsskriftet Nature. **## Stamceller helbreder medfødt grå stær

Det sino-amerikanske forskerhold fra University of California og Sun Yat-sen University har vendt op og ned på måden at behandle medfødt grå stær på.

I stedet for at fjerne øjets linse og erstatte den med én af plastik, som man normalt gør for at behandle grå stær, har forskerne haft held med at reparere det skadede væv omkring linsen med kroppens egne stamceller.

HVAD ER MEDFØDT GRÅ STÆR?

? SYGDOMMEN: Medfødt grå stær (kongenit katarakt) er en uklarhed i øjets linse, der skyldes uregelmæssigheder i det mønster af proteiner, linsen er bygget op af. Årsagerne er ukendte i halvdelen af tilfældene, men kan også skyldes infektioner under graviditeten, tidlig fødsel og nedarvede genfejl.

|**

Grå stær, deriblandt den medfødte, kan ses som en tåget hinde på linsen.

? KONSEKVENS: 4-12% af blinde og stærkt synshæmmede børn i den vestlige verden lider af medfødt grå stær.

? BEHANDLING: Indtil nu har man behandlet medfødt grå stær kirurgisk, men risikoen for komplikationer er stor, og 50% af de behandlede oplever tilbagefald.

Først fjernede forskerne den grå stær i øjets linse med et kirurgisk indsnit – men uden at beskadige linsekapslen, der ligger som en hinde rundt om. Det er afgørende, da linsekapslen danner såkaldte epiteliale stamceller, der reparerer skader i øjets linse.

Ved at manipulere de proteiner, der kontrollerer produktionen af de epiteliale stamceller, fik forskerne genskabt linsen – men nu uden medfødt grå stær.

”Det er første gang, at en hel linse er blevet genskabt (…) Og børnene har det godt og med normalt syn,” siger professor i øjensygdomme Kang Zhang fra forskerholdet til BBC.

Han fremhæver, at den nye behandlingsform både heler hurtigere og er forbundet med langt mindre risiko for komplikationer end den eksisterende. **## Næste mål: Grå stær, grøn stær og AMD

Større forsøg med flere testpersoner skal nu efterprøve de foreløbigt meget lovende resultater af den nye behandling af medfødt grå stær.

Men forskerne er også gået i gang med at undersøge, om teknikken kan bruges til at forfine behandlingen af grå stær blandt voksne.

Problemet er, at de stamceller, der reparerer øjets linse, bliver færre og færre med alderen, og derfor kan den nye metode vise sig kun at virke hos børn.

Med tiden håber forskerne dog, at deres viden om øjets stamceller kan føre til flere gennembrud – også indenfor behandlingen af grøn stær og øjenforkalkning (AMD).

Stamceller skal behandle mere end bare medfødt grå stær

Stamcellebehandling har ikke bare potentiale for folk med øjensygdomme. Også knogleskader, Parkinsons sygdom og hjerte-kar-sygdomme kan måske behandles med stamceller indenfor 10-20 år. Læs mere her:**

Hvad er stamceller?

Stamceller er kroppens universalceller eller reservedele.

Alle danner dem på fosterstadiet, og de kan dele sig i det uendelige og erstatte mange forskellige typer celler, fx nerve-, blod- og muskelceller.

Det er stamcellernes fortjeneste, at vores hud heler, når vi har skåret os, og at knoglerne vokser sammen igen, når de er brækket.

Ved at manipulere med stamcellerne i kroppen eller udtage og programmere dem i laboratoriet kan forskerne få stamceller til at præstere langt ud over deres naturlige ydeevne.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: