Bad Hair Day

Daglig hårvask udtørrer din hud

Hyppig hårvask smadrer hovedbundens fedtbalance, ødelægger dit hår, og kan i sidste ende give dig både eksem og skæl, fastslår ekspert.

5. januar 2016 af Jakob Priess

Du har garanteret spekuleret på, hvor tit du egentlig bør vaske dit hår.

Nogle sværger til at vaske lokkerne hver eneste dag, mens andre næsten småreligiøst er røget i den anden grøft og undlader helt at benytte sæbe nord for hårgrænsen.

Men hvad er det rigtige at gøre? Hvor tit bør du finde shampooen frem? Hvad er Den Hellige Gral, når det kommer til hårvask?

Daglig hårvask? Du gør det forkert!

Selv om en række individuelle faktorer spiller ind, så er førende hudekspert heldigvis ikke i tvivl:

Daglig hårvask er direkte skadelig. Det udtørrer og beskadiger huden i din hovedbund. Gør det ikke!

Så klar er meldingen fra professor i dermatologi og hudlæge ved Boston Medical Centre, dr. Lynne Goldberg.

Professor Goldberg underviser blandt andet på det medicinske fakultet ved Boston University, og hun forklarer til amerikanske Business Insider, at for meget hårvask ødelægger hudens naturlige fedtbalance.

Hår og hud har brug for fedt

Ved hårsækkene i din hovedbund sidder talgkirtlerne, der producerer talg - det naturlige, let olierede fedtlag, der beskytter os og holder huden sund.

Talgen sørger dels for, at dine hårstrå holdes fugtige og dermed ikke tørrer ud og knækker, men langt vigtigere er det, at talg har en essentiel betydning for din sundhed.

Talgkirtel grafik

Uden talg til at beskytte din hud mod vind, vejr, temperatursvingninger og fysiske påvirkninger, tørrer huden nemlig ud, bliver skællet, sprækker og udvikler eksem.

Du risikerer eksem og skæl

Det er derfor vitalt for dit helbred, at dine talgkirtler får lov til at gøre deres job ordentligt.

Og det er her, daglig påvirkning af hår og hovedbund gennem hårvask med sæbe kommer ind - og ødelægger balancen.

"Det er paradoksalt, men mennesker, der vasker hår ofte for at slippe af med det olierede fedtlag ender med at tørre hovedbunden ud og presse talgkirtlerne til at producere mere talg," siger professor Goldberg.

Resultatet af for hyppig hårvask er, at huden i hovedbunden tørres ud af den megen sæbe, samtidig med at talgkirtlerne stresse til overproduktion - som så igen forstærker behovet for hårvask.

Det er en skæl- og eksemfremkaldende skrue uden ende.

1-2 gange hårvask ugentligt

Én til to gange om ugen bør du vaske hår med sæbe - afhængig af din hudtype, hvor kraftigt dit hår er, og om håret er behandlet.

Har du særligt fedtet hud eller meget fint og lige hår, bør du sigte mod hårvask par gange om ugen.

Har du derimod meget tør hud, et meget krøllet eller kraftigt hår, eller har du ødelagt og behandlet hår, bør du ikke vaske hår mere end en enkelt gang ugentligt.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: