Runners

Du bliver høj af motion

Tyske forskere har vist, at motion frigiver lykkehormoner i hjernen, der dulmer smerte og gør os høje. Dermed eksisterer det omdiskuterede fænomen “runner’s high”.

20. januar 2010 af Rasmus Kragh Jakobsen

Mange løbere siger, at de får det dejligt og føler sig afslappede efter en løbetur, og nogle atleter fortæller endda, at træningen kan udløse en rus nærmest som en orgasme eller euforiserende stoffer. Fænomenet er bredt kendt som runner’s high, men forskerne har længe diskuteret, hvad det er, og om det overhovedet findes.

Nu er det imidlertid lykkedes tyske forskere at vise, at en god, lang løbetur udløser potente morfinlignende stoffer i hjernen. Det ser ud til, at motion udløser en neural skylle af kroppens eget narkotika, endorfin – og jo flere stoffer der udløses, desto større er lykkefølelsen. Fundet afgør ikke blot en lang debat om runner’s high, men viser også en mekanisme bag motions lindrende effekt på fx depression og kroniske smerter. Og løfter man sig op i det helt store perspektiv, peger opdagelsen endda på, at endorfinerne kan have haft en afgørende rolle i menneskets evolution.

Forskerne fandt den indre morfin

Fænomenet runner’s high går tilbage til 1970’erne, hvor løbere fortalte om, hvor fantastisk de fik det efter en lang løbetur. Omtrent samtidig opdagede forskerne en helt ny type molekyler i vores krop med fuldstændig samme egenskaber som morfin. De nye stoffer blev døbt endorfiner efter morfin og endo – kroppens indre morfin. Da forskerne opdagede, at træning udløste store mængder af disse lykkehormoner i blodet, var runner’s high snart på alles læber.

Men der var et problem. Endorfiner er store molekyler, som ikke kan trænge over blod-hjerne-barrieren ind i hjernen. Derfor kan endorfiner i blodet ikke give os en lykkerus i hjernen. Det faktum blev stort set ignoreret, og i stedet hæftede man sig ved, at rotter i løbehjul frivilligt tilbagelægger enorme distancer og kan løbe sig selv til døde, som om de var afhængige af morfin.

Motion kan bremse alzheimer

De manglende direkte beviser fik i 2002 den fremtrædende hjerneforsker Huda Akil fra University of Michigan i USA til at gå i clinch med endorfin-teoriens fortalere og erklære, at den var “ren fantasi i moderne popkultur”. Året efter opdagede neuropsykologen Arne Dietrich fra Georgia Institute of Technology i USA og hans kolleger oven i købet, at kroppens egen version af marihuana, anandamid, også steg efter hård træning. Modsat endorfiner trænger anandamid hurtigt ind hjernen – og dermed blev endorfin-teorien sendt til tælling.

Men nu har den tyske smerteforsker Henning Boecker og hans kolleger fra Klinikum rechts der Isar i München og Rheinische Friedrich-Wilhelms-Universität i Bonn atter bragt endorfin-teorien i centrum. Med en såkaldt PET-skanner kan forskerne følge radioaktivt mærkede molekyler i hjernen og se, hvor de binder sig til bestemte proteiner på nervecellerne. Henning Boecker brugte et molekyle, der specifikt binder sig til endorfinreceptorerne på nervecellerne. Han rekrutterede ti mandlige løbere fra løbeklubber i München. Løberne fik lavet en PET-skanning, mens de var i hvile, hvorefter de løb to timer med relativt høj intensitet, klædte om og fik lavet en ny PET-skanning.

Eufori og endorfiner

Undersøgelsen viste, at alle løberne havde masser af endorfiner i hjernen efter træningen – specielt i de områder af hjernen, der har med følelser at gøre. Dette resultat stemmer godt overens med testens anden del, som var en psykologisk test af løbernes velvære før og efter træningen. Her var der en klar sammenhæng mellem mængden af frigivet endorfin og forbedring af løbernes humør – jo større eufori løberne oplevede, des flere endorfiner havde de i hjernen.

Henning Boecker mener, at fundet kan bruges til behandling, og som smerteforsker peger han naturligvis først på endorfinernes evne til at dulme smerte hos patienter med kroniske smerter. Men der er også andre effekter. Fx virker motion mod depression, og det er nu oplagt at give endorfinerne æren. Ydermere er der studier, som tyder på, at endorfinerne kan stimulere andre faktorer, som får nerverne til at danne nye forbindelser og netværk af stor betydning for hukommelsen og koncentrationsevnen. Dermed kan motion ikke bare hjælpe patienter med psykiatriske lidelser, men måske også bremse neurodegenerative sygdomme som alzheimer.

Henning Boecker understreger dog, at forskerne kun er ved begyndelsen og fx skal have afklaret, hvilken rolle forskellige typer endorfinreceptorer spiller i hjernen. Han vil heller ikke udelukke, at andre stoffer som fx anandamid spiller en rolle for fænomenet runner’s high.

Endorfiner hjalp vores forfædre

Med forskningen er der åbnet et nyt kapitel for motionister og atleter, hvor det er muligt at måle runner’s high og måske regne ud, hvordan den præcis opstår. Men hvorfor er vi udstyret med et system, der belønner hård træning? Svaret går måske helt tilbage til vores slægts oprindelse. Vi er den eneste løbende abe, og det menneskelige bevægeapparat har siden Charles Darwin været fokus for studiet af vores evolution.

Den nyeste forskning tyder på, at de tidligste forfædre på menneskets udviklingslinje, Homo, tydeligt adskiller sig fra abemenneskene ved en lang række tilpasninger til et energieffektivt løb. Evnen til at løbe langt og udholdende ser ud til have været helt afgørende i vores udvikling, fx fordi det skaffede adgang til en ekstremt værdifuld fødekilde: kød.

Forskerne anser det i dag for sandsynligt, at vores tidlige forfædre jagede bytte som gazeller ved at løbe dyret til udmattelse, så jægerne til sidst kunne gå helt tæt på og slå det ihjel. Selv om jagtformen stort set er forsvundet, er den alligevel dokumenteret fra kulturer som buskmænd i Kalahari-ørkenen, tarahumara-folket i Mexico, navajo-indianere i Nordamerika og australske aboriginere. Hvis antropologerne har ret i deres teorier, kan det nemt tænkes, at vores neurobiologi også er blevet selekteret til løb.

Bushmen

Neurobiologen Greg Gerdeman fra Eckerd College i Florida, USA, mener, at den neurologiske belønning kan have betydet, at de tidlige mennesker nød at løbe og gentog adfærden, som blev en tilpasning, fordi den gjorde dem mere succesfulde. Sammen med antropologen David Raichlen fra University of Arizona står Greg Gerdeman i spidsen for et projekt, der undersøger, om den neurobiologiske belønning runner’s high har været af-gørende for udviklingen af løb i menneskets evolution.

Ifølge David Raichlen kan man nemt forestille sig, at fænomenet er opstået som et system, der både kunne motivere løb ved at give en rus af lykke og velvære og samtidig kunne dulme smerten fra ømme muskler og småskader. Det ville have hjulpet vores forfædre i jagten og dermed givet en fordel i kampen for overlevelse.

Måske er det efterdønninger fra vores fortid som jægere på savannen, som vi mærker i dag, når følelsen af velvære fylder kroppen oven på en lang løbetur.

Tema

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: