Kaffekopper på bord

Kaffe halverer risikoen for at udvikle skrumpelever

Ny forskning viser, at blot to kopper kaffe om dagen er en effektiv medicin mod den meget farlig leversygdom, levercirrose, bedre kendt som skrumpelever.

25. februar 2016 af Jakob Priess

Der er godt nyt til alle, der både elsker at nyde en god flaske rødvin og hænge over en god kop kaffe eller to.

Helt ny samlende forskning viser nemlig, at indtag af kaffe er særdeles effektivt til forebyggelse af skrumpelever, en sygdom der kan opstå, når leveren gennem længere tid udsættes for påvirkning af alkohol.

Levercirrose, som skrumpelever også hedder, fører til leversvigt og dræber årligt mere end 1 million mennesker på verdensplan, og tallet er stigende.

To kopper kaffe er bedre end medicin

Den nye viden er et resultat af en samlende analyse af i alt ni forskellige videnskabelige studier, en såkaldt metaanalyse, som totalt omfatter flere end 430.000 mænd og kvinder fra seks lande.

Ved at sammenholde studierne fandt forskerne, at de personer, der indtager to kopper kaffe dagligt, oplever et fald i risikoen for at udvikle den fatale leversygdom på hele 44 procent.

Kaffe har ingen alvorlige bivirkninger

En nøjagtig forklaring på kaffens bemærkelsesværdige medicinske virkning kan forskerne ikke give på baggrund af analysen.

De henviser dog i konklusionen til, at kaffe indeholder op mod 1.000 forskellige biologisk aktive stoffer, som hver for sig alle har indvirkning på den menneskelige krop og sundhed.

Holdet fra det medicinske fakultet ved University of Southampton i England påpeger desuden, at kaffe i modsætning til de fleste typer medicin ikke har alvorlige kendte bivirkninger.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: