Lugt

8 videnskabelige grunde til at din krop stinker

Vingummi får dig til at prutte mere, mælk giver dårlig ånde og mørk chokolade gør din lugt sødere. Her får du en stribe forklaringer på, hvorfor du lugter.

2. februar 2016 af Anders Bruun

Selvom vi dæmper vores naturlige kropslugte med deodorant og tandpaste, er det ikke til at skjule: Alle mennesker lugter.

Men hvorfor er det egentlig vi prutter, får sure tæer eller dårlig ånde?

1. Vingummi får dig til at prutte mere

Nogle prutter lugter mere end andre, og lugten af din prut afhænger af, hvad du spiser. De fleste prutter opstår nemlig som biprodukt under fordøjelsen i tarmen, når maden nedbrydes af gærceller og bakterier.

Spiser du for mange søde sager, fx vingummi, får du en overproduktion af gær i tarmen, og det giver flere gasser.

2. Mælk og ost giver dårlig ånde

Dårlig ånde skyldes oftest dårlig mundhygiejne. Hvis mundhulen er dårlig holdt, ophobes forrådnelsesbakterier langs tandkødet, nede i tandkødslommerne og i dybe huller i tænderne. Bakterierne kan nedbryde de organiske bestanddele i mad, og i den proces dannes ildelugtende svovlbrinteforbindelser.

Listen over fødevarer, der giver den værste ånde toppes - ikke overraskende - af hvidløg. Hvidløg afsætter store mængder svovl på tungen - og i øvrigt i resten af kroppen, så den fæle lugt også trænger ud af kroppens porrer.

Mejeriprodukter er en anden kilde til dårlig ånde. Naturligt forekommende bakterier i mundhulen nedbryder aminosyrerne i mælk og ost og efterlader stoffer, der giver en ubehagelig lugt.

3. Mørk chokolade forsøder din lugt

Mineralmangel kan give dårlig kropslugt, og en løsning kan være tilskud i form af fx zink og magnesium.

Lider man af det, kan det derfor været en god ide at spise mørk chokolade, som indeholder store mængder magnesium - ligesom klid, mandler, cashewnødder og sesamkerner.

4. Pommes frites får dig til at lugte harsk

Enhver der har taget en løbetur dagen efter at have indtaget en middag med hvidløg eller karry ved, at de aromatiske stoffer sætter sig spor i ens kropslugt.

Hvis du synes, at lugten er særlig harsk, kan det være fordi, du har spist pommes frites. Olien i friterede og bagte fødevarer svækker fordøjelsen og det smitter af på kropslugten, som kan virke harsk.

5. Grøntsager giver prutter som rådne æg

Den fæle lugt fra prutter skyldes fede syrer og svovlholdige molekyler, der opstår under nedbrydningen af proteiner. Hver dag passerer 7-10 liter gas gennem tarmen, men kun en halv liter slipper ud som prutter.

Mængden af prutter og karakteren af lugten afhænger af, hvad man spiser.

For eksempel prutter vegetarer mere og mere ildelugtende end andre, fordi de typisk spiser meget kål og lignende grøntsager, der danner det ildelugtende stof svovlbrinte, når de nedbrydes. Når svovlbrinte slipper ud med en prut, lugter det som rådne æg.

6. Bakterier får dig til at lugte af sved

Sved er i sig selv en vigtig funktion for kroppen, for den medvirker til at regulere temperaturen og udskille affaldsstoffer, og faktisk er det ikke sveden i sig selv, der lugter.

Lugten opstår, fordi vi har bakterier, der sidder omkring svedkirtlerne. Bakterierne nedbryder sveden, og det er restprodukterne i den proces, der lugter.

Det er samtidig forklaringen på, at sved, der fremkommer ved sport ikke lugter så slemt, som den sved, der skyldes dårlig krops-hygiejne.

7. Smørsyre giver sure tæer

Sure tæer lugter ilde, og den osteagtige lugt opstår, når varme, svedige tæer slippes ud af skoene.

Lugten skyldes en uheldig kombination af sved og bakterier. Sveden i sig selv lugter ikke, men på fødderne lever bakterier, der nedbryder fodsveden, og i den proces udskilles smørsyre, som giver den karakteristiske lugt, der minder om gammel ost.

Og processen fremmes, hvis der samtidig er fodsvamp mellem tæerne.

8. Bøvser er ildelugtende luft fra maven

En bøvs er populært sagt bare en prut, der kommer ud den anden vej.

Men hvor en prut især skyldes tarmbakteriel aktivitet, skyldes bøvser luft, som ryger med ned i maven sammen med mad og drikke, fx når man drikker sodavand. Derfor lugter en bøvs også markant anderledes end en prut.

Det har desuden vist sig, at 20 procent af dem, der bøvser ud over det normale, har problemer med forstoppelse, som gør, at mavesækkens indhold sendes langsommere videre til tarmen.

Er du træt af fake news, og vil du have styr på fakta?

Få 3 nr. af Illustreret Videnskab til 79,00. Klik her.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: