sodavand

Sodavand kan skade din hjerne

Sukkerholdige drikke kan gøre lige så meget skade på hjernen som en traumatisk oplevelse i barndommen.

18. februar 2016 af Karine Kirkebæk

Cola og andre sukkerholdige drikke er berygtet for deres dårlige indflydelse på tænder og taljemål.

En ny undersøgelse viser, at de læskende sukkerbomber også har en skidt indflydelse på hjernen. Sukkervandet ændrer simpelthen kodningen i vores biologiske supercomputer, så det bliver sværere at håndtere stress og traumer.

Rotter slubrede sukkervand i sig

I undersøgelsens forsøg inddelte forskere fra University of New South Wales Australia rotter i forskellige grupper. Den ene gruppe udsatte de for et traume i deres tidlige barndom – de fjernede det meste af deres reder fra de var to til ni dage gamle.

Den anden gruppe rotter havde fri adgang til vand med 25 % sukker. Disse rotter slubrede sig til en svær sukkerafhængighed.

Efter 15 uger undersøge forskerne rotternes hippocampus – den region i hjernens tindingelap, der har betydning for bl.a. hukommelse og stress.

Sukkervand ændrer hjernen

Et helt nært kig på rotternes hjerner afslørede, at de traumatiserede rotter havde de samme ændringer i hjernen som rotterne, der havde udviklet en afhængighed af sukkervand.

Begge slags rotter havde færre af en bestemt type modtagerceller i hippocampus, der ellers binder stresshormonet kortisol. Det tyder ifølge forskerne på, at deres evne til at komme sig over en enten stressende eller voldsom oplevelse er blevet forværret.

Hvis børn oplever voldsomme hændelser som fx fysisk eller psykisk misbrug, ulykker eller dødsfald kan det udløse en større mængde at kortisol i kroppen end normalt.

Håndterer stress dårligere

En anden ændring hos rotterne var, at deres Neurord1-gen var mindre aktive end normalt. Genet er vigtig for stressregulering.

Forskerne konkluderer i deres undersøgelse, at sukker kan have en bekymrende indflydelse på udviklingen af hjernen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: