Tatoveringer

Tatoveringer styrker dit helbred

Tatoveringer er styrketræning for kroppen. Jo flere du får, jo stærkere bliver immunforsvaret, viser et nyt forskningsprojekt.

17. marts 2016 af Babak Arvanaghi

Har du altid drømt om at få tatoveret en stor drage på ryggen? Så få det gjort. Eller endnu bedre – få også lavet en på armen og benet.

Et forskningsprojekt fra University of Alabama har vist, at det styrker immunforsvaret at få lavet tatoveringer. Men det kræver, at du får mere end én.

Ifølge Science Alert fungerer styrkelsen af immunsystemet på samme måde, som træning styrker musklerne.

Tatoveringer er som ømme muskler

Første dag i fitnesscentret gør det ondt i musklerne og efterlader dig svag, men på sigt bliver du stærkere, hvis du bliver ved med at træne. På samme måde reagerer din krop på blækket, der bliver indsprøjtet i din hud – dit immunforsvar bliver sat på overabejde, men på sigt bliver det stærkere.

Forskerne fulgte personer, der skulle tatoveres. De målte på testpersonernes mængder af immunoglobulin A, som beskytter kroppen mod indtrængende organismer og kortisol, som bl.a. bliver udskilt, når kroppen går i forsvarsposition.

Målingerne viste et stort fald i mængden af immunoglobin A hos personer, der blev tatoveret for første gang, mens kortisolniveauet steg. Altså gik kroppens forsvarsmekanisme i gang, og overtog bekæmpelsen af det fremmede blæk fra det klassiske immunforsvar.

Hos personer, der havde tatoveringer i forvejen, var både fald og stigning væsentlig mindre – altså stod det klassiske immunforsvar for en større del af bekæmpelsen.

Tatoveringer presser kroppen

Ifølge en af forskerne bag skyldes forskellene, at kroppen tilpasser sig den påvirkning, den bliver udsat for, men kort tid efter vender tilbage til sit normale stadie.

Men hvis påvirkningen bliver fornyet igen og igen, finder kroppens immunsystem et højere ’grundniveau’. Og det er ifølge forskerne grunden til, at immunforsvaret bliver styrket af flere tatoveringer, men ikke af én.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: