Ved hjælp af en kontaktlinse med stamceller er det lykkedes australske forskere fra det medicinske fakultet på University of New South Wales at genoprette synet på to blinde og et svagtseende øje. Den banebrydende teknik er både billig, smertefri og enkel og giver nyt håb for mennesker med skader på hornhinden, der er øjets yderste lag.
Forskerne skrabede stamceller fra patienternes raske øje og dyrkede derefter cellekulturen i en kontaktlinse i 10 dage. Patienterne skulle nu bære kontaktlinsen i det syge øje i to-tre uger, og i løbet af denne tid reparerede stamcellerne den beskadigede hornhinde. Stamceller har den næsten magiske evne, at de kan anvendes som reparationsceller, der erstatter beskadigede eller manglende celler.
Både patienterne med et blindt øje, der havde fået ødelagt hornhinden efter operation for øjenkræft, og patienten med det svagt-seende øje genvandt synet efter behandlingen. De to med et blindt øje kunne nu se de øverste linjer på øjenlægens synstavle, mens den svagtseende fik normalt syn. Forskerne bag denne behandlingsform vurderer, at den kan fjerne behovet for hornhindetransplantation.
Nyt blad: Læs bl.a. om vandmændene, klimaets vogtere, om løsningen på migrænens mysterie og om en ældgammel plage, der er vendt tilbage.
Diverse: De ti højeste træer, ti usædvanlige fobier og ti ingredienser i et menneske.
IllVid: Vidste du, at man kan være heldig at se 20 stjerneskud i sekundet under en meteorstorm?