Tænker døve på tegnsprog?

Mine egne tanker er en slags indre monolog, og derfor har jeg tit spekuleret på, om mennesker, der er født døve, mon tænker på tegnsprog?

1. september 2009

Svaret er faktisk ja. Mange døve fortæller, at de i deres tanker – og også i drømme – ser hænder foran sig, der kommunikerer på tegnsprog. Forskere, der har studeret læseundervisningen af døve, har også fundet ud af, at mange “oversætter” teksten til tegnsprog inde i hovedet Men ligesom man ikke kan sige, at alle hørende hele tiden tænker i en slags indre monolog, kan man heller ikke sige, at døve altid tænker på tegnsprog. Formentlig tænker vi alle sammen i en skøn blanding af ord, billeder, lyde og hvad der nu ellers kan indgå i hjernens aktivitet. Men at tegnsprog gerne lader sig bruge som “tankesprog”, er der ingen tvivl om. Mange hørende, som har lært sig tegnsprog og bruger det meget, kan også fortælle, at de af og til tænker og drømmer på tegnsprog. De siger også – ligesom mange døve, der tidligere har været hørende – at tegnsprog faktisk har flere følelsesmæssige udtryksformer end det talte og skrevne sprog. Der er simpelt hen nuancer, som bedre kommer til udtryk på tegnsprog. Døve kan altså udmærket have en indre monolog på tegnsprog. Men hvad der er nok så overraskende, er, at døve, der aldrig har kunnet høre, faktisk også kan tænke med lyd på. Forskere har påvist, at tegnsprog opstår i samme del af hjernen som det talte sprog. Derfor har man undersøgt, om der også kan være lyd på døves tanker, og det viser sig, at nogle døve faktisk skaber lyde i deres hoved, når de læser. Forskerne mener, at der i det område af hjernen, hvor sproget bliver til, også findes en evne til at skabe de lyde, som vi skal bruge til at udtale ordene. Disse lyde kan åbenbart dannes uafhængigt af, om vi får nogen lydindtryk udefra. De lyde, døve hører på deres indre sprog, ligner måske ikke de lyde, hørende bruger, men lyde er det.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: