De andre teorier holder ikke

Samtidig med at James Barrett frem­sætter sin idé, afviser han de teorier, som forskere i årevis har hævdet lå til grund for vikingernes togter. En populær teori er fx, at vikingerne drog udenlands på grund af deres veludviklede skibs­teknologi.

Men det afviser James Barrett. ­Arkæologiske fund afslører nemlig, at skibene i flere hundrede år før vikinge­tidens begyndelse var på et så højt ­niveau, at sørejser til udlandet sagtens kunne være foregået. Vikingernes gode skibe kan altså ikke have været årsagen bag, at skandinaverne pludselig be­gyndte at drage af sted i slutningen af 700-tallet, konkluderer James Barrett.

En anden udbredt teori er, at vikingerne drog ud for at plyndre de euro­pæiske byer, der blomstrede i løbet af 700-tallet. Men også den årsag tilbage­viser James Barrett, da togternes mål i begyndelsen af vikingetiden ikke var ­urbane centre, men derimod klostre og andre små kolonier, der lå langt ude på landet i Nordengland, Skotland og Irland. Ifølge Barrett var det altså ikke byerne, der fristede vikingerne til togter.

Endelig tilbageviser James Barrett ideen om, at overbefolkning i Skandinavien drev vikingerne af sted. Ligesom i resten af Europa skete der ganske vist et befolknings- og bosættelsesboom i Skandinavien hen imod slutningen af det første­ årtusind. Men i mange områder foregik skovrydningen og etableringen af bo­sættelser under – og ikke forud for – vikingetiden, hævder James Barrett.

Kilderne til pigedrab er usikre

Men hvor bæredygtig er James Barretts egen teori så? Spørger man adjunkt og ph.d. på Afdeling for Middelalder- og ­Renæssancearkæologi på Aarhus Universitet Søren Michael Sindbæk, er svaret todelt. Det skyldes, at James Barretts idé om, at vikingerne dræbte pigespædbørn, er kontroversiel. Belægget for ideen er hovedsageligt, hvad de kristne, middel­alderlige islændinge i 1200-tallet skrev om de gamle, hedenske tider 200 år før.

“Det er muligt, at der blev praktiseret selektive børnedrab i Skandinavien, men der er ingen arkæologiske eller samtidige skriftlige kilder, der dokumenterer det. Den del af James Barretts model er derfor ren spekulation,” forklarer Sindbæk.

Derimod virker den anden del af James Barretts model særdeles godt selv uden ovenstående forudsætning. Ifølge Søren Michael Sindbæk gjaldt det for ­vikingerne nemlig ikke bare om at blive gift, men også om at kunne forsørge en familie. Dertil krævedes først og fremmest landbrugsjord, som ikke alle var udset til at arve, og i den sammenhæng kunne en god portion ædelmetal sandsynligvis gøre underværker for en mands sociale status. En stor personlig formue og et ry som dygtig kriger kunne gøre en mand til et godt parti for en enke eller en kvinde med arveret til jord.

“Det er i mine øjne her, James Barrett har fat i den lange ende,” siger Søren ­Michael Sindbæk og fortsætter:

“Tidligere teorier om vikingernes ­aktiviteter har ikke redegjort for den ­personlige motivation, der fik unge mænd til at følge en hærleder på et ekstremt risikabelt togt – det kan Barretts teori. Dermed bringer den individet ind i historien på en overbevisende måde.”

Røvere blev til bosættere

Således højt motiverede drog de unge mænd af sted. De første togter har sandsynligt kun været nogle få skibe, der satte af sted fra det vestlige Norge – måske fra Romsdal, Sogn eller Fjordane – og sejlede over Nordsøen til det nordlige England, Skotland eller Irland.

“Det er først senere, at der er eksempler på store erobringstogter. I begyn­delsen gik de efter bytte, de let kunne tage med hjem,” forklarer han.
I starten gik det hårdest ud over klostre. De udgjorde et oplagt mål for vikingerne, da de var fyldt med værdifulde skatte og udelukkende bevogtet af ubevæbnede munke. Når vikingerne ankom til et kloster, havde de altså frit spil til at plyndre stedet, dræbe munkene, læsse skibene med værdigenstande og sejle hjem og overlæsse deres udkårne i håb om, at et ægteskab var hjemme.

Disse lynangreb gjorde snart vikingerne berygtede i Europa, og efterhånden greb vikingernes togter om sig. Vikingeflåderne blev større, ligesom de nordiske mænd sejlede længere og længere væk. Ud over de europæiske lande drog de vestpå, hvor de nåede helt til Nord­amerika, og østpå til Rusland og Det ­Byzantinske Rige ad de store floder.

Og hvor vikingerne i starten kun drog på togter om foråret og sommeren og derefter vendte hjem igen, begyndte de i løbet af 800-tallet at overvintre og efterhånden bosætte sig i udlandet. Ikke alene i lande som England og Frankrig, men også i hidtil stort set ubeboede områder som Færøerne, Island og Grønland. '

De dyrkede jorden og levede som leje­soldater eller handlende, når de ikke plyndrede eller indkrævede skatter – den såkaldte danegæld. Vikingerne formåede sågar at sætte sig på tronen i flere ­mindre europæiske kongeriger i løbet af 800-tallet og i England i 1000-tallet.

Rigdom gav grundlag for byer

De mange varer, som blev omsat på markeder og transporteret rundt til lands og vands, betød, at byer blomstrede, og nye skød op. Fx medførte vikingernes handel en økonomisk opblomstring i større engelske byer som York og Lincoln, og i Skandinavien blev de første egentlige byer grundlagt i vikingetiden.

Byer som Viborg, Roskilde og Lund opstod i slutningen af 900-tallet, og de tiltrak både lokale og fremmede handelsfolk og håndværkere, der bragte nye varer og skikke med sig. Fordelen ved at samle handelen på enkelte steder var, at magthaverne fik mulighed for at opkræve ­afgifter af de handlende mod at sørge for fred på handelspladsen.

Ude omkring i Europa påvirkede de nordboere, der havde slået sig ned, samfundet omkring sig. For eksempel i England, hvor vi stadig i dag kan finde stednavne og andre ord af nordisk oprindelse. Og der var også kultur-eksport den anden vej. Nordens møntvæsen, kirke, arkitektur og kunst påvirkedes af England – man begyndte at betale med mønter i stedet for vejet sølv, og de første sten­kirker blev sandsynligvis opført af engelske byg-mestre, ligesom der blev indsat engelske bisper på danske bispesæder.

Også mod øst fik vikingerne indflydelse. Fra samerne og andre folkeslag i Nordskandinavien og Rusland skaffede vikingerne for eksempel pelsværk, hvorefter de sejlede sydpå og handlede med grækerne og araberne.

En handel, der dokumenteres af fund af arabiske mønter i både Rusland og Sverige.

I vikingetiden tog handels­aktiviteten altså et kraftigt opsving, fordi vikingerne sejlede med varer til både Rusland, Det Byzantinske Rige, Norden, England, Frankrig, Island og Grønland. Så det, der ifølge James ­Barrett startede som røvertogter for at få sig en kone, endte som en lang periode, hvor vikingerne ekspanderede massivt og besad en enorm magt – hvad enten det lykkedes dem at blive gift eller ej.

• Forrige Side 2 af 2