Kæmpepingvin levede i troperne

En ca. 36 mio. år gammel kæmpepingvin fra Peru ændrer vores opfattelse af, hvornår og hvordan pingviner skiftede fra luft til vand. Det er første gang, forskerne finder en forstenet pingvin med bevarede fjer, og de afslører, at mens dyrets unikke skællignende fjer udvikledes tidligt, var farverne grå og rødbrune, så pingvinerne først fik deres meget karakteristiske sort-hvide fjerdragt sent.

Pingvinen kaldet Inkayacu paracasensis (vandkongen fra Paracas) var en kæmpe. Den var halvanden meter i højden og vejede over 60 kilo, næsten dobbelt så meget som den største nulevende pingvin, kejserpingvinen, og havde også et meget længere næb.

Fossilet er fundet i den knastørre peruvianske ørken Reserva Nacional de Paracas, hvilket peger på, at pingvinernes tidlige udvikling er foregået i de varme vande nær ækvator og ikke på de mere kølige breddegrader omkring Antarktis som hidtil antaget.

Det mest interessante er dog fuglens fjer, som giver et helt unikt indblik i det dramatiske evolutionære skridt, hvor pingvinerne udviklede sig fra flyvende fugle i luften til dykkende fugle i havet.

Det er formen på fjerene og lufferne (vingerne), der gør nulevende pingviner så gode til at svømme.

Nu kan forskerne se, at de vigtige udviklingstrin frem mod flade, brede skællignende fjer, som gør dyret så hydrodynamisk, allerede var nået for 36 millioner år siden.

Fjerene på fortidspingvinen viser, at den var rødbrun og grå.

Ved hjælp af et elektronmikroskop har forskerne fundet ud af, at den store forskel på nutidens pingviner og den gamle kæmpe er, at dens fjer har andre pigmenter. Det er pigmenterne, der ud over farve giver fjerene stivhed og styrke. Inkayacus pigmenter minder mere om dem, vi kender fra havfugle som fx albatrossen. Sådanne fjer var varme nok til at leve i vandet ved ækvator.

Pingvinerne udviklede deres sorte og hvide farver, i takt med at de rykkede tættere på kulden sydpå, og det krævede stivere og stærkere fjer.