Hillary & Tenzing

Biavler og hyrdesøn besejrer Mount Everest

Tre årtier efter at Mallory og Irvine forsvandt på Everest skal bjerget langt om længe besejres. Det første topforsøg er nær ved at ende galt, men da Edmund Hillary og Tenzing Norgay får chancen, møder Everest sine hidtil sejeste modstandere.

Edmund Hillary og Tenzing Norgay får has på uhyret

Det væsen, der kommer stavrende ned ad Everest i skumringstimen den 26. maj 1953, ligner den afskyelige snemand. Få meter bag ham dukker endnu en kluntet skikkelse op. Begge er dækket af is fra top til tå og bevæger sig usikkert med stive, spjættende skridt.

Med en enorm oppakning på ryggen, iltmaske for ansigtet og hår, der stritter stivfrossent i alle retninger, vakler mændene tavst hen mod Edmund Hillary og George Lowe, der kommer dem i møde nede fra lejren. Så forkomne er de, at de knap formår at hæve hånden til en hilsen, og først da Tenzing Norgay kommer ilende med et par kopper varm suppe, som han fører op til deres læber, er det, som om livet sagte vender tilbage til deres udpinte kroppe.

Taknemmeligt lader Charles Evans og Tom Bourdillon sig føre hen til deres telt, og først en god time senere er de kommet så meget til kræfter, at de kan fortælle om deres oplevelser.

Opgiver erobringen 90 meter fra toppen

De to bjergbestigere er ikke nået til tops på Everest. Men de har været tæt på, tættere på end nogen anden. Blot 90 højdemeter manglede de i at have erobret verdens mest efterstræbte tinde. Til at begynde med var opstigningen gået glimrende, men så havde det sat ind med morgentåge og kraftigt snefald, der sinkede deres fremfærd.

På South Summit, Everests sydtinde, måtte mændene tage den tunge beslutning at vende om. De vurderede, at det ville tage omkring fem timer at nå op til toppen og tilbage igen, men iltbeholdningen var ved at slippe op, og det samme var tiden og kræfterne, så skuffede måtte bjergbestigerne søge nedad, inden de blev overmandet af mørket.

Efter en maratonvandring, hvor de var tæt på at styrte i døden, er de nu i sikkerhed i lejren – udmattede og forfrosne, men dog levende og i stand til at dele deres værdifulde erfaringer fra Everests allerøverste etage med det par, der er udpeget til at stå for ekspeditionens andet topforsøg: den newzealandske biavler Edmund Hillary og hans Everest-stedkendte sherpa, Tenzing Norgay.

Mens de tidligere britiske Everest-ekspeditioner har forsøgt at arbejde sig op ad bjergets nordside fra Tibet, har 1953-ekspeditionen under ledelse af John Hunt været nødsaget til at iværksætte de endelige topforsøg fra syd, fra den nepalesiske side.

Politik har ændret klatreruten, for hvor Nepal har været lukket for udlændinge fra midt i 1800-tallet og frem til 1949, er rollerne fra 1950 blevet byttet om, så det nu er Tibet, der er lukket land. Så i april 1953 er ekspeditionen ankommet til Khumbu-isfaldet for foden af bjerget, hvor briterne, deres sherpaer og omkring 350 bærere har slået lejr midt i en labyrint af isblokke på størrelse med huse.

Herfra har oberst Hunt planlagt det endelige ryk mod toppen, som var det en militæroperation med kun ét mål for øje: at besejre fjenden, også kendt som Everest.

Oppakning på 20 kilo

Ifølge Hunts første slagplan burde bjerget kunne erobres fra den øverste lejr, camp 8 på South Col, men efter Evans og Bourdillons mislykkede forsøg står det klart, at par nummer to må starte fra en lejr endnu højere oppe.

Så den 28. maj 1953 påbegynder Hillary og Tenzing opstigningen til den planlagte camp 9. En fortrop på tre mænd, slæbende på forråd, telt og iltudstyr, fører an på turen op ad bjerget, og i en tung byge af isstykker fra bjergbestigerne over dem følger Hillary og Tenzing efter, hver især belæsset med en oppakning på over 20 kg.

Hugger klippehylde ud til den sidste lejr

I 8500 meters højde bliver de ladt alene tilbage med deres forsyninger, og mens hjælperne klatrer nedad igen, forsøger Hillary at finde et sted, hvor de kan tilbringe natten. Valgmuligheder er der ikke nogen af – den eneste mulige lejrplads på den stejle skråning er en smal og stormomsust klippehylde, hvor isen oven i købet skal hugges til, før teltet kan slås op. Inden mændene ruller sig sammen i deres soveposer, kigger Hillary op på aftenhimlen. Stjernerne lyser klart, ikke en sky er i sigte – det lover godt for morgendagens stroppetur til verdens tredje pol.

Efter en urolig nat i rusk og kulde opgiver Hillary klokken fire om morgenen den 29. maj at få mere søvn. Han fryser helt ind til knoglerne og får møjsommeligt arbejdet sig ud af soveposen og hen til teltdøren. Frosten har gjort den stiv som et bræt, men da det endelig lykkes ham at få den bakset op, bliver han belønnet med en storslået udsigt: I det tidlige morgenlys tegner Himalayas tinder en knivskarp silhuet mod den dybblå himmel, mens dalstrøgene langt nede ligger hen i buldermørke.

Termometeret viser 27 graders frost – en absolut tilforladelig temperatur i 8500 meters højde, hvor 40-50 frostgrader ikke er usædvanligt. Inden de forlader teltet, smører bjergbestigerne ansigterne ind i en fed creme som værn mod den bidende vind og ifører sig vindtætte nylonbukser og -jakker oven på de mange lag tøj, de allerede har på: en undertrøje, en uldskjorte, en pullover af shetlandsuld, uldne underbukser, dunbukser og -jakker. Hænderne pakker de ind i tre par vanter – de inderste er af silke, de midterste af uld, og de yderste af vindtæt stof.

Klokken er 6.30, da Hillary og Tenzing kryber ud af teltet i verdens højeste lejr. Balancerende på den smalle klippehylde med vinden pibende om ørerne spænder de deres knap 14 kg tunge iltapparater på ryggen. Det tunge udstyr nærmest tvinger dem i knæ, men i samme øjeblik de får iltmaskerne på og tager en dyb indånding, er det, som om byrden bliver lettere.

Bundet sammen med et nylonreb og bevæbnet med hver sin isøkse indleder mændene rejsen mod toppen. Over dem troner en næsten lodret bjergskråning, som er dækket af et tykt lag puddersne, og da Tenzing tager det første skridt ad den ukendte sti mod tinden, synker han i til knæene.

I de første 10-20 minutter er mændenes bevægelser klodsede og stive, men efterhånden som musklerne bliver varmet op, falder Tenzing og Hillary ind i et rytmisk klatretempo. Målbevidst pløjer de sig gennem sneen, og efter kort tid får de øje på dagens første mål, South Summit, der ligger badet i sollys. Mændene skiftes til at føre an. Flere steder må de hugge trin ind i isen, men værst er de passager, hvor vinden har slebet en hård skorpe oven på sneen.

Nogle gange kan overfladen bære deres vægt, andre gange bryder den uforudsigeligt sammen under dem, så de trimler omkuld og anspændt holder vejret.

Frygten for at udløse en lavine eller at glide ud over en klippe og ned i afgrunden er en tro følgesvend, men en ukuelig viljestyrke driver dem videre fremad og opad. Med forsigtige skridt lægger Hillary og Tenzing meter efter meter bag sig.

Isflage løsner sig på kanten af afgrunden

Klokken lidt over otte nærmer parret sig South Summit. Den bjergkam, der fører op til sydtinden, er skarp som en knivsæg, og som linedansere med en cirka tre kilometer dyb afgrund under sig balancerer mændene hen over kammen, mens isdækket slår revner under deres fødder.

Pludselig løsner en cirka to gange én meter lang isflage sig under Hillary, og mens han kæmper for at bevare fodfæstet, følger han chokeret flagens rutsjetur ned ad bjerget.

Hændelsen gør stærkt indtryk på Hillary, der for første gang mærker usikkerheden gnave. Måske er det klogest at vende om. Han kigger spørgende på sin makker: "Hvad mener du om det, Tenzing?" "Meget slemt, meget farligt," svarer han prompte på sit begrænsede engelsk. "Synes du, vi skal forsætte?" forhører Hillary sig, selv om han kender svaret på forhånd. "Hvis du ønsker det," lyder det kortfattet fra makkeren, der allerede er på vej videre.

Uendeligt langsomt arbejder de sig opad. For hvert skridt fremad er det, som om de glider to tilbage på den spejlglatte overflade, men klokken ni er det lykkedes dem at nå op på South Summits rundede top, hvor de hugger en platform i isen og sætter sig for at få et tiltrængt hvil og en slurk vand.

Herfra er udsigten til Everests trekantede tinde 90 meter højere oppe både formidabel og skræmmende: Toppen lyser hvidt og tillokkende, men den bjergryg, der fører den sidste vej mod målet, er, som Bourdillon og Evans har advaret om, uhyre smal og stejl og ligner ved første øjekast en uovervindelig barriere.

Ved nærmere eftersyn ser sneen ud til at være fast og hård, og lige præcis det forhold kan gøre forskellen på succes og fiasko. Havde sneen været blød og løs, ville bjergryggen være livsfarlig at forcere, men tilsyneladende kan det lade sig gøre at hugge en trappe af trin hen over den. Hårdt arbejde, men ikke umuligt, vurderer Hillary.

Få minutter senere bølger lyden af rytmiske økseslag ned ad Everests skråninger. Mens Tenzing sikrer sin makker med et solidt greb i rebet, hugger Hillary løs.

En lodret mur af is står i vejen for sejren

Nær målet forekommer stigningen uendelig og ensformig, og hvor mændene fra morgenstunden boblede af energi og gåpåmod, mærker de nu en næsten total udmattelse. Fremskridtet er langsomt, så godt som umærkeligt, og foran truer den største forhindring af alle: en isglat, lodret klippevæg, der tårner sig 12 meter i vejret som en uoverstigelig mur.

Fra luftfotografier er Hillary og Tenzing forberedt på klippevæggen, men da de omsider står ved foden af den, synker hjertet i livet på dem: Mod forventning er der ingen smutvej rundtom. Hillary giver sig til centimeter for centimeter at granske væggen, der spærrer for den sidste etape mod toppen.

Til sin lettelse opdager han, at noget af den is, der hænger på klippesiden, har løsnet sig og skabt en sprække, der lige akkurat er stor nok til, at man kan klemme sig op igennem. Med ryggen presset mod den nøgne klippe borer han støvlernes klatrejern ind i isen og maser sig skridt for skridt op gennem den trange kamin, hele tiden bevidst om, at isen hvert øjeblik kan løsne sig med katastrofale følger.

Uden uheld, men med opbydelsen af sine sidste kræfter lykkes det Hillary at arbejde sig hele vejen igennem, hvorefter han holder rebet, så Tenzing har noget at støtte sig til på vejen op. Som en kæmpe fisk, der lige er blevet trukket på land, ligger Tenzing kort efter og gisper oven på klippen.

For første gang under hele ekspeditionen vover Hillary i dette øjeblik at tro på succes. "Intet kan stoppe os nu," tænker han, mens han spejder op mod Everests tinde.

På den sidste etape af den forrevne bjergryg må bjergbestigerne flere steder hugge trin i isen for hvert skridt. Hver gang de passerer en lille top, håber de, at det er den sidste, men hele tiden dukker nye og højere op, og mens stigningen fortsætter i det uendelige, daler humøret tilsvarende.

Efter to timers arbejde med at hugge trin – for Hillary føles det som et helt liv – når parret klokken 11.30 op på en snedækket top, hvor de forgæves kigger efter den næste bjergkam. Så dæmrer det for dem, at der ikke er andre – den top, de befinder sig på, er højere end alle andre – med sine 8850 meter højere end alle andre i hele verden.

I en sindsstemning, der på et splitsekund skifter fra lettelse over forbløffelse til triumf, kigger Hillary på Tenzing. Bag den tilisede iltmaske og under istapperne, der hænger ned fra håret, stråler et bredt smil, og da Hillary tager et skridt frem for på britisk gentlemanmanér at trykke sin makker i hånden, bliver han mødt af to udstrakte arme.

I fryd omfavner mændene hinanden og dunker hinanden i ryggen, hvorefter Tenzing ruller de flag ud, som han har viklet om skaftet på sin isøkse. Mens han holder flagene op mod den blå himmel, knipser Hillary løs med sit kamera, hvorpå han bøjer sig ned og kradser i overfladen efter nogle småsten, som han putter i lommen som en souvenir. Imens beder Tenzing en stille bøn og graver så lidt chokolade og kiks ned i sneen som en gave til bjergets guder.

Telegram til London med dårlige nyheder

"We knocked the bastard off" – "Vi fik has på uhyret" – jubler Edmund Hillary, da han og Tenzing efter en iskold overnatning på bjerget nærmer sig resten af ekspeditionen, der venter spændt i camp 4.

Endnu har resten af verden til gode at høre om triumfen, men med på ekspeditionen er journalisten James Morris fra den britiske avis The Times. Han iler ned til basislejren på Khumbu-isfaldet, hvor han finder sin skrivemaskine frem og taster et telegram til redaktionen: "Snow condition bad hence expedition abandoned advance base on 29th and awaiting improvement being all well."

For uindviede er telegrammet nedslående læsning – topforsøget er indtil videre aflyst på grund af dårligt vejr. Men Morris har på forhånd aftalt netop denne kode med sin avis for at undgå, at andre journalister skal opsnappe nyheden.

Da telegrammet tikker ind på redaktionen i London, ved medarbejderne, præcis hvordan de skal tolke budskabet: "Toppen nået den 29. maj af Hillary og Tenzing."

Se galleri: Edmund Hillarys egne Everest-fotos

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: