Hvor ligger den højeste ubestegne tinde?

Mount Everest er for længst erobret. Men hvilken bjergtop er den højeste, som endnu aldrig er blevet betrådt af mennesker?

1. september 2009

Der er endnu en enkelt tinde på over 8000 meter tilbage, som ikke er besteget. Det er den såkaldte sydøsttinde på bjerget Makalu. Makalu-massivet ligger på grænsen mellem Nepal og Tibet godt 20 kilometer øst for Mount Everest, og dets højeste punkt rager 8462 meter op. Halvanden kilometer derfra ligger tinden Makalu South East, der er 8010 meter høj. Når sydøsttinden aldrig er besteget, skyldes det, at vejen til toppen er ekstremt vanskelig. Enten skal man først bestige selve Makalu ad den traditionelle rute fra vest og dernæst balancere halvanden kilometer på en knivskarp bjergkam. På grund af den tynde luft og de uforudsigelige vejrforhold er en sådan passage næsten umulig. Eller man kan tage den direkte vej til toppen fra syd, men den involverer flere kilometers klatring ad stejl, bar klippe, så den rute er endnu mere krævende. Der findes også selvstændige bjerge, der ikke er besteget. Men fordi der ikke eksisterer en alment vedtaget definition af, hvad der er et “rigtigt” bjerg, og hvad der blot er en sekundær tinde på et andet bjerg, er det svært at afgøre, hvilket der er det højeste. Men ifølge den internationale sammenslutning af bjergbestigerforeninger, UIAA, tilfalder titlen Gangkar Puensam i Bhutan, der er 7541 meter højt. På trods af bjergbestigningens stigende popularitet findes der i Himalaya stadig 150 jomfruelige tinder på mere end 7000 meter.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: