Mallory & Norton

Mallory og Irvine mødte døden på Mount Everest

I 1924 forsøgte briterne George Mallory og Andrew Irvine at gøre det, som ingen havde gjort før: At besejre Mount Everest. Om det lykkedes dem er uvist, for de blev sidst set i live bare 250 meter fra toppen.

Første topforsøg på Mount Everest kostede dyrt

Klokken 12.50 letter det tynde skylag, der siden morgenstunden har skjult toppen af Everest. Pludselig er hele den øverste bjergkam synlig, og fra et klippefremspring i knap otte kilometers højde spejder Noel Odell op mod den pyramideformede tinde i håbet om at få et glimt af sine kammerater.

I det fjerne får han øje på to bittesmå, sorte prikker, der træder tydeligt frem på baggrund af den glitrende hvide sne blot cirka 250 meter fra toppen. Den første prik nærmer sig en stejl klippevæg, og lige efter følger den anden prik; begge bevæger sig hurtigt og støt opad. Så bliver bjerget igen svøbt i skyer, og væk er George Mallory og Andrew Irvine.

Odell er overbevist om, at de to mænd er godt på vej mod toppen. Dagen til det afgørende ryk mod den 8850 meter høje tinde kunne næppe heller være mere velvalgt: Da Solen spredte sine første stråler over Himalaya, var det bidende koldt med 50 minusgrader, men himlen var klar, sigtbarheden god, og vinden let. Og selv om der ganske vist var begyndt at rulle skyer ind fra vest ved ottetiden, er vejret her ved middagstid den 8. juni 1924 stadig perfekt.

Med forsyninger af mad til sine to makkere klatrer Odell videre opad til lejr seks, den øverste af ekspeditionens lejre. Ved 14-tiden når han målet og kryber ind i tomandsteltet, hvor Mallory og Irvine har tilbragt natten. Teltet balancerer på en klippehylde på Everests stormomsuste nordside i 8168 meters højde. I over to timer venter Odell på Mallory og Irvine, og da de ikke dukker op, mærker han en snigende bekymring.

Snestormen har nu lagt sig, og solen titter atter frem, men selv om Odell igen og igen gransker bjergkammen, kan han ikke få øje på de to bjergbestigere. Forsøgsvis kravler han lidt længere op ad bjerget og råber på dem, men uden at få svar. Så beslutter han sig for at klatre ned til lejr fire, hvor John Hazard venter spændt på at høre nyt.

Briterne vil have revanche for Sydpolen

Også hjemme i Storbritannien holder alle vejret i spænding. Forventningerne til årets Everest-ekspedition er i top og mindst lige så skyhøje som bjergmassivet selv, for håbet er, at Mallory og Irvine vil skrive sig ind i historien som makkerparret, der banede vejen til klodens mest efterstræbte tinde.

Intet mindre end nationens stolthed står på spil, for fem år tidligere, i marts 1919, har det kongelige britiske geografiselskab, Royal Geographical Society, på et møde i London erklæret, at briterne som de første vil bestige Everest. Briterne var langtfra kommet sig over, at de var blevet snydt for sejrens sødme tilbage i 1911, da nordmanden Roald Amundsen havde nået Sydpolen en måneds tid før deres egen Robert Falcon Scott. Den ydmygelse ville de ryste af sig, og midlet var erobringen af en af de få hvide pletter, der var tilbage på landkortet – Mount Everest eller klodens tredje pol, som briterne døbte bjerget.

I jagten på større udfordringer end de traditionelle i Alperne var de første britiske bjergbestigere allerede i 1880’erne begyndt at ankomme til Himalaya, hvor adskillige af de lavere tinder blev erobret. Men først da Royal Geographical Societys formand, Francis Younghusband, i 1919 besluttede at nedsætte en særlig Everest-komité, kom der gang i forberedelserne til de ekspeditioner, der skulle udforske mulige adgangsveje til Jordens tredje pol.

Ekspedition i hjemmestrik opmåler bjerget

I 1921 indfandt et undersøgelseshold bestående af britiske gentlemen iført cardiganer, tweedjakker og knickers sig ved foden af Everest. Blandt deltagerne var George Mallory, der som erfaren bjergbestiger og mangeårigt medlem af Alpine Club var selvskreven til opgaven. I første omgang havde Mallory ganske vist været afvisende over for tanken om at drage af sted.

Han havde en familie at forsørge og et lærerjob at passe, og løn var der ikke noget af på den syv måneder lange rejse. På den anden side ville han være et skarn, hvis han afslog tilbuddet om at deltage på turen, som var det på alle måder største eventyr, en bjergbestiger kunne kaste sig ud i. I et brev til en ven forklarede han sit dilemma: “Jeg står over for et altoverskyggende problem – Everest.”

I sidste ende sejrede eventyrlysten over fornuften, og efter en udmattende sørejse til Indien, en lang togtur og en krævende vandring gennem Tibet fik Mallory den 13. juni 1921 sit første, betagende glimt af Everest.

Selv om ekspeditionen løb ind i kraftige monsunvinde og tillige led under elendig forplejning og utilstrækkeligt udstyr – i deres tunge overfrakker, uldne halstørklæder og hjemmestrikkede sokker lignede mændene en flok venner, som var blevet overrasket af en kraftig snestorm under en picnic i hjemlandet – blev den betegnet som en succes. Holdet havde opmålt bjerget fra tre sider og havde ved hjælp af skitser og fotografier tegnet det første detaljerede kort over Everest. Oven i købet havde Mallory under sine mange udflugter op ad bjerget også fundet en praktisk anvendelig rute til toppen via bjergets nordside.

Forberedelserne er bedre

Året efter blev rekognosceringen fulgt op af en ekspedition, hvor Mallory og kompagni skulle forsøge at bestige Everest. Denne gang var bjergbestigerne langt bedre forberedt på de udfordringer, der ventede dem. Klatrestøvlerne af læder var skiftet ud med dels skistøvler med søm til klatring, dels langskaftede mokkasiner til vandring i lavere højder, og også maden var blevet opgraderet. Som et supplement til den faste menu af kartofler og yakoksekød medbragte holdet Heinz-dåsespaghetti, Hunters-skinke, Harris-dåsepølser, vagtler i foie gras, bacon og dertil rigelige mængder rødvin og champagne.

Vigtigst af alt rådede man for første gang over iltapparater – et efter videnskabens mening uundværligt udstyr i den tynde luft. Forud for rejsen havde der dog været ophedede diskussioner om det betimelige i at medbringe de tunge og uhåndterbare apparater, og også Mallory var i starten modstander af at bruge, hvad han kaldte “engelsk luft”.

Hver bjergbestiger har sin egen tjener

Den ekspedition, der i slutningen af marts 1922 brød op fra den indiske by Darjeeling på Himalayas sydskråning, var af en anselig størrelse. Foruden 100 lokale bærere og over 400 muldyr bestod den af bl.a. en tolk, en skomager, en teltmager, to læger, flere kokke, ti iltbærere, 40 sherpaer, det vil sige bjergguider, og så selvfølgelig de britiske bjergbestigere, et ungt og dygtigt team på seks mænd. Hver bjergbestiger havde en personlig tjener, og det var ikke mindst en fordel for den distræte Mallory, der havde for vane at sprede sit udstyr for alle vinde.

Hvor ekspeditionen det forgangne år havde været plaget af voldsomme monsunvinde, var vejret i 1922 om muligt endnu værre: Regn og sne væltede ud af himlen det meste af tiden, og da Mallory og tre af hans makkere den 20. maj forsøgte sig med det første ryk mod toppen, røg de ind i en snestorm, som piskede al varme ud af kroppen.

Efter i en hel dag at havde vandret i sne til livet slog truppen lejr for natten i 7600 meters højde, men da de vågnede næste morgen, var de stærkt nedkølede. Tre af Mallorys fingre var ramt af forfrysninger, Edward Nortons ene øre var svulmet op til tredobbelt størrelse, og Henry Morshead var så forkommen af kulde, at han knap kunne rejse sig. Alligevel besluttede Mallory, at de skulle fortsætte opad, dog uden Morshead, der blev tilbage og ventede i sit telt. Selv om kræfterne på forhånd var så godt som brugt op, formåede bjergbestigerne at nå op i rekordhøjden på 8225 meter – uden brug af iltapparater.

Under nedturen til North Col var mændene bundet sammen i reb, og da den dødeligt udmattede Morshead mistede fodfæstet og gled, trak han to af sine makkere med sig i faldet, så alle tre pludselig rutsjede ned ad en snekorridor med kurs mod en gletsjer 800 meter længere nede. Snarrådigt huggede Mallory sin isøkse ned i sneen og viklede sit reb om økseskaftet for at bremse faldet – en manøvre, der bremsede de andres styrt.

Modstanderne må overgive sig til ilten

Trods den rystende oplevelse blev der i løbet af ekspeditionen gjort flere forsøg på at erobre tinden, og den 25. maj lykkedes det to af klatrerne, George Finch og Geoffrey Bruce, at nå hele 8320 meter op, blot 530 meter fra toppen og det højeste punkt, som noget menneske indtil da havde betrådt.

I modsætning til Mallorys team havde Finch og Bruce brugt ilt under klatringen, og fra basislejren havde det taget dem 12 timer og et kvarter at nå så højt op. Dermed var fordelen ved ilten blevet åbenlys for enhver, for til sammenligning havde Mallory og hans makkere været næsten tre timer længere undervejs uden at nå op i samme højde.

Selv om der netop var faldet en halv meter sne, og bjergbestigerne efterhånden var i en elendig forfatning – højdesyge, maveonde, alvorlige forfrysninger og uregelmæssig hjertefunktion plagede selskabet – besluttede George Mallory, at man skulle gøre et allersidste forsøg på at nå til tops. Kort før afgang skrev han til en ven om overvejelserne bag sin beslutning: "Det er et djævelsk bjerg, koldt og forræderisk. Måske er det det rene vanvid at gå derop igen. Men hvordan skal jeg kunne lade være."

Monsunen var på vej – dette var ekspeditionens sidste chance, og den ville Mallory for alt i verden gribe. Så den 7. juni kæmpede han sig sammen med Somervell, Crawford og 14 sherpaer op gennem snemasserne på North Col. Ved 13.30-tiden, efter flere timers udmattende klatring, hørte Mallory pludselig en dyb rumlen, efterfulgt af en lyd som fra en eksplosion. Selv om han aldrig havde oplevet en lavine, var han ikke et sekund i tvivl om, hvad der var i vente. Og ganske rigtigt: Med ét blev snetæppet trukket væk under klatrerne, og ni sherpaer, der var bundet sammen i to reblag, blev fejet hen over en isskrænt og ned i en gletsjerspalte, hvor de blev begravet under tonsvis af sne.

Mallory rejser hjem til alvorlig kritik

I en desperat kamp mod uret gravede Mallory og resten af ekspeditionen for at redde deres makkere op fra dybet, men kun to af sherpaerne blev fundet i live. Katastrofen var indtruffet, døden havde høstet sine første ofre på Everest, og chok, sorg og selvbebrejdelser var nu blevet ekspeditionens følgesvend.

Især for Mallory var ulykken et hårdt slag: Han mente, han havde ført sherpaerne i døden ved at insistere på et erobringsforsøg under farlige sneforhold, og gjorde sig store selvbebrejdelser.

Tilbage i Storbritannien blev Mallory fra flere sider klandret for at have udvist ringe dømmekraft. Trods dødsfaldene og de kritiske røster fastholdt Everest-komiteen dog, at ekspeditionen havde været en succes: Dels var der blevet sat to højderekorder, dels havde briterne høstet uvurderlig viden om brugen af iltapparater. På den baggrund blev det besluttet at sende endnu en ekspedition af sted – af hensyn til planlægning og økonomi dog først i 1924.

For at skrabe penge sammen til sig selv og familien drog Mallory i begyndelsen af 1923 på en tre-måneders foredragsturné i USA, hvor han fortalte om sine oplevelser nær verdens top. Efterhånden blev Mallory dog træt af ustandseligt at skulle svare på de samme spørgsmål fra publikum og journalister. Så da han for 117. gang blev spurgt om, hvorfor han overhovedet ville bestige Everest, svarede han til sidst lettere irriteret med de ord, der siden skulle blive udødelige: "Fordi det ligger der."

Tøver med at sætte livet på spil igen

Selv om Mallory allerede var udpeget som medlem af den komité, der skulle vælge deltagerne til 1924-ekspeditionen, og selv om hans eget navn fra starten figurerede på listen, var han frem til efteråret 1923 endnu i syv sind om, hvorvidt han ville med.

På den ene side var tanken om, at andre skulle prøve at erobre toppen uden ham, ubærlig, på den anden side længtes han efter et ganske almindeligt familieliv. Men da både konen, Ruth, og Everest-komiteen stædigt pressede på, slettede han spørgsmålstegnet ud for sit navn på deltagerlisten.

Da Mallory den 27. maj 1924 sidder i basislejen på Rongbukgletsjeren i 5440 meters højde og skriver til Ruth, ved han af bitter erfaring, hvad han er oppe imod. Alligevel er han målbevidst og ved godt mod. "Darling. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at dine ængstelser vil være overstået, før du modtager dette brev – de bedste nyheder vil også være de hurtigste. Oddsene er 50 til én imod os, men vi vil gøre forsøget og vinde æren. Mange kærlige hilsner, din for evigt, George."

Årets ekspedition er begyndt ildevarslende med to dødsfald – to lokale hjælpere er omkommet efter flere dage med heftige snestorme og temperaturer på knap 50 graders frost. Men nu ser det ud til, at alt forløber efter planen: Everest skal erobres i etaper, og bjergbestigerne og bærerne er godt i gang med at etablere de fem lejre, der skal fungere som støttepunkter undervejs mod toppen.

Det sidste måltid er sardiner, kiks og kakao

Som makker har Mallory udset sig den 22-årige Andrew Irvine, der ganske vist er en uerfaren bjergbestiger, men til gengæld usædvanligt udholdende og energisk. Frem for alt er den unge ingeniørstuderende et teknisk geni, der gang på gang har vist sig i stand til at reparere de notorisk utætte og ustabile iltapparater. Den evne kan vise sig at gøre forskellen på liv og død i det endelige angreb på tinden.

Den 6. juni om morgenen sætter Mallory og Irvine en omgang stegte sardiner, kiks og varm kakao til livs, inden de spænder de store og klodsede iltbeholdere på og gør sig klar til at forlade lejr fire sammen med otte sherpaer. Mallory tripper for at komme af sted, men tager sig på Odells opfordring tid til at stille op til fotografering sammen med Irvine.

Efter en stille afsked begiver makkerparret sig klokken 8.45 opad til lejr fem, hvorfra fire sherpaer ved 17-tiden vender tilbage med en hilsen fra Mallory: "Her er ingen vind, og alt ser lovende ud."

Dagen efter klatrer Mallory, Irvine og fire sherpaer op til lejr seks, den allerøverste lejr, som ligger i 8168 meters højde på Nordvæggen kun lidt over 600 meter fra toppen. Efter at have læsset soveposer og forsyninger af i tomandsteltet, der er slået op på et forblæst klippefremspring, vender sherpaerne tilbage til det øvrige selskab med besked fra Mallory: "Vi starter formentlig tidligt i morgen for at få klart vejr. Det vil ikke være for tidligt at begynde at kigge efter os enten på vej hen over klippebåndet under pyramiden eller på vej opad ved ottetiden."

Papirlappen er skrevet til John Noel, der skal filme opstigningen gennem en kraftig telelinse længere nede på bjerget. Hvornår Mallory og Irvine bryder op næste morgen, er uvist. Men da Noel Odell som aftalt sætter kurs mod lejr seks klokken otte den 8. juni for at støtte erobringsforsøget, er han overbevist om, at de to bjergbestigere allerede har været et par timer undervejs og nu må være ganske tæt på toppen, ja måske er de i færd med at hakke trin i isen på den allersidste pyramide.

Først næsten fem timer senere får Odell på lang afstand øje på to bevægelige prikker – Mallory og Irvine – der nærmer sig en stejl klippevæg cirka 250 meter fra tinden. I forhold til Mallorys tidsplan er de stærkt forsinkede, men da mændene er godt på vej mod toppen, ser Odell i første omgang ingen grund til at bekymre sig. I over to timer venter han i lejr seks på, at hans makkere skal vende tilbage. Da de ikke dukker op, forlader han til sidst tomandsteltet og klatrer ned til lejr fire, idet han jævnligt vender sig om for at spejde efter de savnede.

Kors i sneen sender besked om katastrofen

I det klare måneskin våger Odell sammen med John Hazard natten igennem i lejr fire i håbet om et livstegn fra Mallory og Irvine. Men intet sker, og næste morgen klatrer Odell atter op til lejr seks for at lede efter sine kammerater eller blot finde et spor, der kan afsløre, hvad der er sket med dem.

Lejren ligger øde hen, intet er forandret fra dagen før. Ingen har været i teltet i løbet af natten, og Odell indser, at tragedien er indtruffet. Han bærer to soveposer ud af teltet og lægger dem i sneen, så de danner et T – et signal, som er aftalt på forhånd, og som betyder: Ingen spor, har opgivet håbet.

Godt 1200 meter under ham opfanger Hazard budskabet, som kort efter bliver sendt længere ned ad Everest til resten af ekspeditionen i den fremskudte basislejr. Seks tæpper er lagt ud i form som et kors, og selv på et par kilometers afstand træder symbolet kun alt for tydeligt frem.

Den 17. oktober 1924 bliver der holdt mindegudstjeneste for George Mallory og Andrew Irvine i St. Paul’s Cathedral i London. Kongehuset, samfundets spidser, bjergbestigernes familier og repræsentanter fra både Alpine Club og Royal Geographical Society er til stede i den fyldte domkirke, hvor biskoppen priser de "to mest formidable udfordrere, Everest nogen sinde har været ude for".

Irvine forsøger at bremse Mallorys styrt

Ingen i domkirken vidste, hvordan de to klatrere havde mødt deres skæbne.

Først 75 år senere blev en lille flig af mysteriet løftet, da et eftersøgningshold i 1999 fandt George Mallorys velbevarede, porcelænshvide lig. I brystlommen lå hans snebriller, og i andre lommer fandt man en foldekniv, en knust højdemåler, et ødelagt ur, hvor den store viser stod på lidt over to, en saks, en æske tændstikker, sedler med notater og breve fra familie og venner.

Om livet havde Mallory et reb, der tydeligvis var knækket, så formentlig var han bundet til Irvine, da han styrtede. Rebet var bundet om taljen med et pælestik og havde både trykket ribben og sat mærker i huden. Det kunne være et tegn på, at Irvine af al kraft forsøgte at bremse Mallorys styrt, og at det lykkedes ham et kort øjeblik, indtil rebet brast.

Se fotogalleri: Mallorys ejendele, der blev fundet ved hans lig i 1999

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: