Messner on top

Reinhold Messner indtager Mount Everest alene - uden ilt

At bestige Everest alene og uden ilt er det rene selvmord. Det er reaktionen, da italieneren Reinhold Messner i 1980 begiver sig ud på en af de vildeste stroppeture i bjergbestigningens historie. Skeptikerne er tæt på at få ret.

21. april 2010 af Stine Overbye

Den britiske 1800-tals-digter William Blake har skrevet, at der sker store ting, når mænd og bjerge mødes. Italieneren Reinhold Messner har for længst gjort sætningen til sin egen, men det er ikke de ord, der umiddelbart falder ham ind, da han om morgenen den 18. august 1980 befinder sig på bunden af en dyb spalte i isen. Forslået og forskrækket ser han sig omkring, men i mørket kan han end ikke ane konturerne af sit kolde fængsel.

Som i slowmotion genoplever han styrtet. Han husker, hvordan sneen gav efter under støvlerne, og hvordan kroppen og rygsækken bankede mod spalte-væggen under faldet, men har ingen fornemmelse af, hvor langt han er røget ned.

Var han vægtløs i et splitsekund, i flere minutter? Han aner det ikke. Koldsveden springer på hans pande, mens han med hænderne forsøger at sanse sine omgivelser. Tilsyneladende står han på en hylde af sne; det er den, der har bremset faldet. Kan han nogen sinde komme op igen, eller er han fanget for altid?

Solobestigning er bestigning uden radio og ilt

“Bare jeg havde en radio, så jeg kunne få fat i Nena,” klager han højt for sig selv. Før solopgang har Reinhold Messner begivet sig af sted fra den fremskudte basislejr i 6500 meters højde. Tilbage i lejren er hans amerikanske klatrekammerat, den 30-årige Nena Holguin, og selv om Messner kun befinder sig cirka 500 meter derfra, er det for langt til, at han kan råbe hende op. Han forbander sig selv.

Hvorfor skulle han absolut insistere på at klatre uden radio? Så husker han på, at det er en del af den aftale, han har indgået med sig selv: Solobestigningen af Everest skal gennemføres med kun den allermest nødvendige oppakning, uden radio og uden medbragt ilt. Kampen skal stå mellem mand og bjerg, mellem menneske og natur.

Febrilsk fingererer Messner ved sin pandelampe. Da den mod forventning pludselig lyser op, opdager han, at den hylde, han står på, er en tynd og tilsyneladende skrøbelig bro af is, der strækker sig fra den ene blågrønne isvæg til den anden. Omkring otte meter ovenover kan han se det hul, han er dumpet ned i, og endnu længere oppe blinker en fjern stjerne på den sorte himmel. Bunden af spalten kan han til gengæld ikke få øje på – på begge sider af isbroen åbner der sig en dyb afgrund.

Messner gyser og får gåsehud, og mens kroppen er i yderste alarmberedskab, fokuserer hjernen knivskarpt på mulige overlevelsesstrategier. Han lover sig selv, at hvis det lykkes ham at komme op, vil han droppe bestigningen og aldrig, aldrig mere klatre alene i så store højder. Det desperate løfte skal vise sig at være flygtigt, men ikke desto mindre vil han komme til at gentage det tre dage senere.

Iltmangel kunne give Messner hjerneskade

Reinhold Messner er en rekordernes mand. To år tidligere, i maj 1978, gennemførte han sammen med østrigeren Peter Habeler den første bestigning af Mount Everest uden medbragt ilt, og den bedrift – en iøjnefaldende kontrast til de traditionelle, ekstremt overlæssede og dyre ekspeditioner – blev regnet for en kraftpræstation, der næppe kunne overgås. I en tid, hvor bjergbestigerne typisk medbragte 50 kilo ilt per mand til brug i den tynde luft i store højder, blev ekspeditionen på forhånd stemplet som umulig og sammenlignet med at rejse til Månen uden ilt. Ifølge lægerne risikerede mennesker permanente hjerneskader, hvis de begav sig op i over otte kilometers højde uden ilt, men trods alle advarsler klarede makkerparret udfordringen uden men.

I stedet for at hvile på laurbærrene søger Messner året efter Kina om tilladelse til et soloforsøg på Everest, og sådan går det til, at han denne augustmorgen i 1980 står over for sit livs største udfordring, som han har fået den værst tænkelige start på.

Bærer sin psyke med sig som en tung sten

Da det ser sortest ud, øjner Reinhold Messner pludselig en udvej. Langs spaltens ene væg er en smal kant, en slags rampe, som fører opad. Idet han forsøger at gøre sig lettere, end han er, sætter han af fra isbroen, spreder armene ud og kaster sig ind mod væggen, mens han holder vejret. Mirakuløst formår han at vinde fodfæste på kanten, hvorefter han uendeligt forsigtigt og trin for trin arbejder sig opad, med overkroppen og hovedet mast ind mod væggen. Få minutter senere er Messner tilbage på overfladen. Med rygsækken over skuldrene og isøksen i hånden fortsætter han mekanisk bestigningen, som om intet var hændt, men oplevelsen sidder i kroppen og gør ham endnu mere årvågen end normalt.

Reinhold Messner opfatter sig selv som en moderne Sisyfos – manden, der i den græske mytologi var dømt til for evigt at trille en kæmpemæssig sten op på en bakketop. Den sten, Messner slæber op ad bjerget, er hans egen psyke. Kampen mod bjerget og den modstand, det yder, er hans drivkraft, og mens han klatrer, er han så koncentreret om hver eneste bevægelse, at alt andet ophører med at eksistere, også tanken om at opgive projektet.

Video: Reinhold Messner fortæller

Pause for hver 50. skridt

Mens dagslyset lister sig ind over Himalaya, og Solens stråler brænder morgentågen væk, pløjer Messner sig målbevidst gennem sneen og isen. Han falder hurtigt ind i en rytme, hvor han for hvert 50. skridt holder en lille pause og læner sig op ad skistavene. Frosten bider. En stærk vestenvind får øjnene til at løbe i vand. Men vejret er klart, og med en knaldblå himmel i baggrunden træder Everests snedækkede tinde tydeligt frem cirka to kilometer længere oppe. Hvis vejret holder, behøver han blot to dage mere for at nå derop, vurderer han.

I takt med at Messner når højere op, bliver han nødt til at skrue ned for tempoet. Højdemåleren viser nu 7360 meter, og i den iltfattige luft bliver kroppen lynhurtigt drænet for energi. Hver bevægelse koster en kraftanstrengelse, han hiver efter vejret, og marchrytmen er nu 30 skridt efterfulgt af en god pause med tid til eftertænksomhed. Han mærker savnet af en makker, for ikke alene er en soloklatring langt mere anstrengende og farlig end en tomandsekspedition – den psykologiske byrde er også betydeligt tungere. Ingen andre baner vej i sneen og isen, og alt, hvad der lurer af farer og udfordringer, må han overvinde alene. Den viden tynger ham langt mere end den 18 kilo tunge rygsæk med telt og forsyninger, som han slæber af sted med.

Som han når højere op, bliver der stadig kortere mellem pauserne, og nu må han sidde ned, hver gang han tager et hvil. At rejse sig igen kræver ekstrem viljekraft, men hele tiden driver han sig selv fremad og opad. “Lidt længere, du kan klare det. Det stykke, du klatrer i dag, behøver du ikke at klatre i morgen,” messer han for sig selv.

I 7800 meters højde finder Messner en ideel lejrplads, hvor han stamper sneen jævn og slår sit knap to kilo tunge Gore-Tex-hjem op for natten. Klokken er tre om eftermiddagen, og Messner er godt tilfreds med sin indsats. Han havde planlagt at tilbagelægge 1200 meter den første dag, men faktisk er det lykkedes ham at klatre 1300 meter. Siddende i sin sovepose på liggeunderlaget, der er hårdt som sten, går han i gang med det huslige arbejde – at smelte sne og koge vand til te og suppe samt gøre klar til natten.

Vinden er nu taget til, den rusker og flår i teltet, mens iskrystaller banker som hagl mod ydersiden. Indimellem tager vinden fat i teltbunden og løfter den op, og med det vejr forudser Messner, at han vil få svært ved at få en ordentlig nattesøvn. Bedre bliver det ikke af, at han kun kan ligge halvt udstrakt i det diminutive bivuaktelt, så hvileløst skifter han stilling, mens han venter på, at søvnen vil overmande ham og befri ham for de dystre tanker, der trænger sig på sammen med mørket. Frygten for at blive fanget i en lavine og angsten for, at teltet skal blive blæst ud over afgrunden, plager ham og forsvinder først, da han sidst på aftenen går ud som et lys.

En stemme hvisker, at han skal vende om

Om morgenen den 19. august tegner dagen lovende. Vinden er løjet af, himlen er klar, og behageligt udhvilet ligger Messner i sit telt og nipper til en kop te, mens han i tankerne gennemgår dagens program.

For at gøre oppakningen lettere vil han efterlade et par dåser sardiner, en gasflaske og noget suppe og te, men da han klokken ni har pakket sit grej, føles det alligevel, som om rygsækken er tungere end dagen før.

Manglen på ilt har gjort ham kronisk udmattet, og denne morgen tager det uendeligt lang tid at komme i omdrejninger. Messner slår autopiloten til – han nægter at lytte til kroppens signaler og den djævel, der uophørligt hvisker ham i øret, at han bør vende om. Tiden er ikke til fortrydelse eller tilbagetog, vedtager han med sig selv. Håbet om at få opfyldt en livslang drøm har drevet ham op på bjerget, og den drøm må han forfølge hele vejen.

Som et firbenet væsen med skistavene som forben slæber han sig fremad i sneen, der bliver stadig dybere og efterhånden når ham til livet. 15 skridt, pause, 15 skridt, pause. Selv om han endnu ikke er nået til den stejleste etape, går det uendeligt langsomt, men udsigten til Everests øverste etage virker dragende og holder ham til ilden.

For træt til at bekymre sig om lavineskred

Da en tæt tåge op ad dagen ruller ind over bjerget, forsvinder de kendte pejlemærker, og flere gange frygter Messner, at han er faret vild.

Alligevel skrår han uforstyrret hen over Nordvæggen, som er ét stort potentielt lavineområde. Messner er sig fuldt bevidst, at han hvert sekund kan blive fejet i afgrunden, men fordi han er dødeligt udmattet, orker han ikke engang at bekymre sig om faren.

Sidst på eftermiddagen er han så forkommen, at han knap formår at holde sig oprejst. Hele dagen har han været på farten, men det er kun lykkedes ham at tilbagelægge 400 meter, så han nu befinder sig i 8200 meters højde – 650 uendeligt lange meter fra toppen. Ikke så meget som et enkelt skridt mere evner han at tage, og med sine allersidste kræfter får han slået teltet op på en klippehylde, mens sneen drysser ned og time for time øger lavinefaren.

Adskillige kopper te senere vender følelsen så småt tilbage i lemmerne, og selv om han egentlig ikke er sulten, tvinger han sig selv til at spise lidt ost, brød og en frysetørret ret af kylling i karrysovs. Den tomme emballage lægger han under soveposen; den kan han bruge til at tisse i i løbet af natten.

Stadig med støvlerne på kryber han ned i soveposen og døser hen, men da han efter en urolig nat vågner næste morgen, føler han sig præcis lige så slatten som dagen før. Leddene er ømme og halsen tør og rusten, men udsigten fra teltet fejler ingenting: Over ham ligger Everests pyramideformede tinde badet i et næsten magisk rødgyldent skær.

"Skal, skal ikke. Det er nu eller aldrig. I morgen er jeg for svag til at nå toppen. Enten-eller. Enten må jeg gå ned eller op." Fra morgenstunden diskuterer Messner med sig selv, om han skal fortsætte, og først lidt over otte tager han beslutningen. Telt, skistave, liggeunderlag, sovepose, rygsæk, det hele lader han blive tilbage, og med isøksen og kameraet som den eneste bagage sætter han kurs mod toppen.

I landskabet af forrevne klipper, sne, is, tåge og skyer mister Messner indimellem orienteringen, og når det sker, griber han sig selv i at drøfte situationen med sin isøkse, der har afløst rygsækken som imaginær sparringspartner.

Stigningen er nu så stejl, at han bogstaveligt talt kryber af sted, mens han hakker trin i isen. For første gang siden styrtet i spalten føler han sig i overhængende livsfare. En enkelt forkert bevægelse kan sende ham lige lukt i afgrunden, og lige nu føles det, som om tyngdekraften er stærkere end nogen sinde. Støvlernes klatrejern fungerer som et anker i sneen. Det er dem, der holder ham fast, mens han forsigtigt kryber opad.

Omfavner et metalstativ på toppen

Uden at ane, hvor han får kræfterne fra, klatrer Messner i timevis. Han føler sig som en robot, der er programmeret til at holde sig i gang. Hvert øjeblik håber han, at han står på toppen, men den skarpe bjergkam forekommer uendelig.

Nu har han ikke længere kræfter til den serie af bevægelser, der skal til for at sætte sig ned og slappe af. Han lader sig blot falde bagover i sneen, hvor han ligger som en død.

Det er nu syv timer siden, Messner forlod sit telt, og fra bestigningen to år tidligere ved han, at tinden bør befinde sig tæt på. Han kan ikke se den, kan ikke se en hånd for sig og bevæger sig fremad i blinde, mens et let snefald visker hans fodspor ud.

Pludselig er han lige ved at ramle ind i en trefod, som kinesiske bjergbestigere har efterladt på Everests højeste punkt i 1975. Som var den en længe savnet kæreste, griber Messner om trefoden og omfavner den. "Nu er jeg her, det er det eneste, der betyder noget," tænker han og kigger på sit ur. Klokken er 15.20.

Som en zombie, der adlyder en indre stemme, binder han sit kamera fast til isøksen, så han med selvudløseren kan forevige sig selv på toppen. Messner registrerer knap det historiske øjeblik, hvor han for anden gang i sit liv står på verdens top, denne gang som den første solobestiger.

Alt overskud er sivet ud af kroppen, han føler sig tung som en sten og er faretruende ligeglad med det hele. Hans livs største drøm er gået i opfyldelse, men han føler hverken glæde eller triumf. Det eneste, han ønsker, er at lægge sig ned og glemme alt omkring sig.

Kurer ned ad bjerget som en søvngænger

Efter knap tre kvarter begynder Messner mekanisk nedstigningen. For at holde sig i gang forsøger han at fokusere på lugten af sne, på klippernes farver og på den sprække af sollys, der indimellem trænger ned gennem lagene af skyer og tåge.

Han har travlt nu; han skal nå ned til teltet inden solnedgang, men en tør hoste river i lungerne og tvinger ham til at holde pause med få meters mellemrum.

Med nød og næppe når han ned, få minutter før mørket sænker sig over Everest. Selv om han ved, han bør spise og drikke, har han ikke kræfter til det. I stedet nøjes han med at varme sig ved gasflammen, mens han ligger som en levende død og funderer over, hvor behageligt let det ville være at overgive sig til kulden og udmattelsen.

I de tidlige morgentimer den 21. august opgiver Messner forsøget på at sove. Han efterlader alt i teltet, bortset fra rygsækken, skistavene og isøksen, og begiver sig af sted ned mod Nena, der venter i den fremskudte basislejr i 6500 meters højde.

Som en søvngænger uden tanke for egen sikkerhed lader han sig flere gange kure på ryggen ned ad bjerget uden at ane, hvor eller hvordan turen vil ende.

Morgensolen har gjort sneen blød, og selv om han for sit indre blik ser blinkende lavinefareskilte overalt, er han upåvirkelig. Han vil bare ned, og det skal gå stærkt.

Den sidste etape ned til Nena går det alt for stærkt. Messner snubler og glider 120 meter ned ad bjerget, men får standset faldet med sin isøkse. Fortumlet kommer han på benene igen og får i det samme øje på Nena, der løber ham i møde. "Reinhold, hvordan har du det?" spørger hun bekymret, men får kun et par hulk til svar. Det menneske, der kort efter lader sig omfavne, er et menneske i opløsning. Grædende synker han ned på knæ og gemmer ansigtet i hænderne.

"Alt er okay, Reinhold. Alt er okay. Lejren er lige herovre," beroliger Nena, der overtager styringen og får gelejdet sin ven ind i teltet.

Først flere timer senere er Messner kommet så meget til sig selv, at han kan tale. De første ord, han siger, lyder som et ekko fra tre dage tidligere, da han stod på bunden af en otte meter dyb spalte: "Det gør jeg aldrig igen. Jeg bestiger aldrig et bjerg solo igen – jeg har nået grænsen."

Galleri: Reinhold Messners bedrifter

Reinhold Messner har altid rykket grænserne for det menneskeligt mulige, og var allerede som 20-årig en af Europas bedste bjergbestigere. Siden da har han konstant søgt nye udfordringer.

Se et galleri med fotos fra Messners karriere

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: