Bruger svampen selv penicillin til noget?

Svampe og bakterier producerer vel ikke kun antibiotika for vores skyld. Hvad bruger de det til?

1. september 2009

Penicillin, streptomycin og en lang række andre antibiotika, der i tidens løb har reddet utallige menneskeliv, er produkter fra svampe og bakteriers stofskifte. Men man er ikke sikker på, hvad organismerne selv bruger dem til. Nogle forskere mener, at antibiotika simpelt hen er affaldsprodukter uden nogen praktisk funktion, men de fleste mener, at der ligger mere bag produktionen af de ofte komplicerede molekyler. Den enkleste forklaring er, at organismerne bruger stofferne til at beskytte deres føde. Bakterier og svampe lever af at nedbryde døde organiske materialer, og da de ikke fx kan skjule føden, kan de i stedet holde andre organismer væk ved at udskille giftige stoffer. Resultater fra laboratorieeksperimenter støtter den teori, men det har været umuligt at påvise i naturen. Desuden er jordbakterier ofte meget resistente mod antibiotika, hvad der svækker hypotesen. Endelig udgør de organismer, der udskiller antibiotika, kun en lille del af det samlede antal, så man kan undre sig over, hvordan de andre organismer beskytter føden. De producerer ganske vist også komplicerede molekyler, men tilsyneladende uden antibiotisk virkning. En anden mulighed er som nævnt, at de antibiotiske stoffer er affaldsprodukter, og at de bliver dannet i stedet for det normale stofskifteprodukt, fedtsyrer, som i sidste ende ville gøre organismerne “overvægtige”. At antibiotika tager livet af visse fødekonkurrenter, er så blot et heldigt tilfælde for organismerne, og i sidste ende også for mennesker.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: