De levende døde

De ligner små vingummibamser på afveje, mens de møjsommeligt vralter af sted. Men tag ikke fejl af bjørnedyrene. Ligesom fiktionens superhelte gemmer de bag et stilfærdigt ydre på nogle nærmest overnaturlige evner. Bjørnedyr er verdens mest hårdføre dyr. De kan overleve uden vand i adskillige år, nedfrysning til minus 272 grader,­ opvarmning til 151 grader, 1000 gange større doser radioaktivitet end mennesker, vakuum og tryk, som er 6000 gange større end på landjorden.

Bjørnedyrenes usårlighed skyldes, at de kan gå i en ekstrem dvale, hvor de tørrer helt ud og sætter alle livsprocesser på standby. På den måde kan de tilbringe op til 90 pct. af deres liv som levende døde. Men selv om bjørnedyr kan tørre ud, lever de altid nær vand. I havet findes de overalt lige fra det sol­beskinnede overfladevand til det evige mørke på ­oceanbunden. De fleste bjørnedyrarter lever dog på landjorden i vandhinden omkring mos og lav.

De færreste mennesker har set et bjørnedyr, for det kræver normalt et mikroskop. De mindste af de omkring 1000 kendte arter bjørnedyr bliver blot 0,05 mm lange, mens kæmperne ikke kan strække sig over mere end 1,5 mm. Bjørnedyr er dermed blandt de mindste flercellede dyr på Jorden. De er så små, at de ikke behøver særlige organer til at fordele ilt rundt i kroppen, men kan forsyne cellerne ved blot at lade ilt trænge ind gennem huden.

Når bjørnedyr vokser, gennemgår de op til tolv hudskifter for at få plads til sig selv. I modsætning til langt de fleste andre flercellede dyr vokser bjørne­dyr ikke ved at danne flere celler, men ved at de enkelte celler i kroppen bliver større. Hver art bjørnedyr består således af et forudbestemt antal celler, typisk omkring 40.000. De 40.000 celler er dog uhyre effektivt udnyttet, for bjørnedyr har en kompliceret anatomi. Det er direkte imponerende, hvor mange biologiske funktioner der er presset ind i de små, fortykkede kroppe.

Bjørnedyrenes nervesystem består af en stor tredelt hjerne og otte nervebundter. Nogle arter har øjne, som er indsunket i forhjernen og består af en kop med lysregistrerende pigmenter. Bjørnedyrenes munddele er helt specielle. De er omdannet til sylespidse stiletter, som bjørnedyre­ne skyder ud af munden for at bore hul på plante- eller bakterieceller og suge indholdet ned i svælget.

Ligesom munddelene kan bjørnedyrenes ben trækkes ud og ind. Dyrene er udstyret med både et fremadrettet gear og et bakgear, for der er en klar arbejdsdeling mellem de fire benpar. Bjørnedyret benytter de tre forreste til at bevæge sig fremad, mens det bageste fungerer som bakgear og bremse.

Hos mange arter skal hannen dog ikke gå langt efter en partner. Der kan leve op til 20.000 bjørnedyr i et enkelt gram mos, og de fleste individer er tilmed hunner. Hannen må dog vise sig fra sin bedste side og gennem længere tid berøre hunnen med sine lange sansebørster, før den udkårne indlader sig på en parring. Resultatet af hans anstrengelser viser sig to uger senere, når hunnen lægger 1-30 æg, og to uger senere bryder de små, nye bjørnedyr ud af ­ægget ved at flække skallen med ­deres spidse mundstiletter.

Æggets ydre skal har ofte fint arrangerede udvækster. Måske sikrer de en effektiv iltforsyning til fostret, når æggene ligger tæt sammen i fx døde blade, hvor der let kan opstå iltmangel.

Overfladestrukturen er imidlertid ikke kun vigtig for fostrenes overlevelse, men også for biologerne, når de skal artsbestemme et bjørnedyr. Strukturen er nemlig arts­specifik, og i nogle tilfælde kan det være særdeles vanskeligt at artsbestemme et bjørnedyr uden omhyggeligt at undersøge dets æg.