Havbiolog udforsker gådefuld gigant

Da Brad Norman første gang mødte en hvalhaj i havet ud for Australiens­ vestkyst, blev han så begejstret, at han var lige ved at sluge sin snorkel. Men han følte sig helt tryg. Siden den dag har den australske havbiolog viet en stor del af sit liv til at udforske og bevare den gådefulde kæmpe.

Selv om hvalhajen kan blive så lang som en bus og burde være svær at overse, har biologerne forbløffende lidt viden om verdens største fisk. Hvalhajens parring, fødsel, opvækst, vandring og død er alt sammen meget lidt studeret. Indtil 1986 havde videnskaben kun registreret 320 observationer af hvalhajer. Siden da er tallet dog steget eksplosivt, og kæmpen, der lever i de lune farvande omkring ækvator, er nu blevet registreret ud for 124 forskellige lande. Det skyldes især den store vækst i dykkerturisme.

Brad Norman sætter en datamåler fast i hvalhajens 14 cm tykke hud. Måleren registrerer dyrets fart og dybde.

Netop amatørdykkerne spiller en afgørende rolle i et af Brad Normans mest geniale projekter til udforskning af hval­hajen. Når man møder en hvalhaj i havet, er det mest iøjnefaldende dens lysende hvide pletter, der mest af alt minder om en undersøisk stjernehimmel. Det gav Brad Norman den idé at bruge pletterne som et slags fingeraftryk, der gør det ­muligt at identificere hvert individ helt præcist.

Derfor oprettede han i 1999 databasen ECOCEAN, som enhver kan indsende sine fotos af hvalhajer til. Data­basen gør det muligt at registrere dyrenes færden og antal uden at genere dem. Både forskere og amatørdykkere har bidraget flittigt til ECOCEAN, som i dag rummer over 23.000 fotos af mere end 1900 forskellige individer.