Hundekrokodille var vegetar

En af de mest specialiserede arter var den, Paul Sereno har valgt at kalde hundekrokodillen. Den havde en kort og spids snude samt lange og slanke ben, som gjorde det muligt for den at løbe ret hurtigt væk, hvis den var truet. Men det mest usædvanlige ved arten var dens helt korte og stumpe tænder.

De fleste krokodiller har såkaldte gribetænder: kraftige spidse tænder, som er gode til at holde fast i byttet med. Gribetænder er derimod ikke særligt gode at bide ting i stykker med, og som regel kan krokodiller faktisk heller ikke tygge, men må sluge deres bytte helt eller i store klumper.

De korte, stumpe tænder viser, at denne art var planteæder – ret usædvanligt for en krokodille.

Hundekrokodillens tænder ser helt anderledes ud. De er kraftige og flade i toppen, et udseende, der er typisk for planteædere i andre dyregrupper. Arten har altså formentlig været planteæder – en usædvanlig egenskab i en dyregruppe, der er kendt for at bestå af rovdyr. Med den spidse snude har arten kunnet nippe grene og kviste af træer, som den så har tygget med sine flade tænder.