Vildsvinekrokodille slog byttet bevidstløst

De færreste dyr ville bryde sig om at stå over for den seks meter lange vildsvinekrokodille. Den var enfrygtindgydende art, som levede i det nuværende Niger og havde et – selv efter krokodillemålestok – ualmindeligt veludviklet tandsæt. De ekstremt spidse tænder, som nogle steder sad i helt op til tre rækker bag hinanden, har formentlig været en tilpasning til at spise store fisk. Glatte og slimede fisk er nemlig svære at holde fast i. Hvis de lange tænder derimod blev brugt til at fange meget store landlevende dyr, kunne tænderne formentlig let risikere at knække. Men måske har arten spist både små dinosaurer og store fisk.

Det er også muligt, at de ekstra tænder fungerede efter det samme princip som hos hajer. Det vil sige, at hvis den forreste tand skulle knække eller falde ud, sad den næste tand i rækken parat til at overtage pladsen.

Paul Sereno kigger nærmere på en af vildsvinekrokodillens tænder, som sad i op til tre rækker bag hinanden i kæben. Det sikrede sandsynligvis, at byttet ikke undslap.

Det mest usædvanlige ved arten var dog snudespidsen, der var bred og ekstra forstærket, så krokodillen kunne bruge den som rambuk. Det spillede måske en rolle i indbyrdes kampe, fx hvis hannerne kæmpede om hunnerne. Desuden blev den hårde snude muligvis brugt som slagvåben i forbindelse med jagt, så krokodillen bedøvede eller lammede byttedyrene med voldsomme slag med hovedet, inden den begyndte at æde dem. Den jagtteknik kendes også hos nutidens gavialer, der slår voldsomt om sig med hovedet, hvis de støder ind i en fiskestime. Alle de fisk, de rammer, bliver bedøvet og kan i ro og mag spises bagefter.