Er det muligt at tæmme zebraer?

Jeg har hørt, et det er absolut umuligt at tæmme zebraer. Er det rigtigt eller en skrøne?

1. september 2009

Trods flere forsøg er det aldrig lykkedes at tæmme zebraer. Enkelte dyr er blevet dresseret til at bære en rytter eller trække en vogn, men der er tale om sjældne undtagelser. Hvis det skal kunne lade sig gøre at tæmme dyr, kræver det, at de er sociale og kan acceptere et menneske som det styrende flokmedlem, samt at de har et nogenlunde roligt gemyt. For zebraer er det største problem temperamentet. De er uforudsigelige og har en kedelig tendens til at gå til angreb, hvis der er noget, de ikke bryder sig om. Resultatet er blandt andet, at der i amerikanske zooer kommer flere dyrepassere til skade efter angreb fra zebraer end fra noget andet dyr. I slutningen af 1800-tallet var eksotiske kæledyr på mode blandt aristokratiske englændere, og det lykkedes den excentriske adelsmand lord Walter Rothschild at træne zebraer til at trække en lille vogn. I en periode kørte han dagligt tur i London med det aparte forspand, men måtte stoppe, da zebraerne jævnligt forsøgte at bide de forbipasserende. På samme tid prøvede man i Sydafrika at optræne zebraer til springkonkurrencer, men det blev aldrig særligt udbredt. Dels tog det meget lang tid at vænne dyrene til at bære en rytter, og dels sprang de absolut kun, når de selv havde lyst til det.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: