Forandringer i klimaet tog livet af mammutten

Den uldhårede ­mammut græssede på de nordamerikanske sletter meget længere end hidtil antaget. Det afslører molekyler af arvemateriale (dna), der er bevaret i Alaskas permanent frosne jord.
Dermed er der ny ammunition til en mere end 100 år gammel strid om, hvorfor mammutterne og en række andre store dyr uddøde omkring istidens afslutning.

Inden for en ­relativt kort periode forsvandt ikke mindre end to tredjedele af de store pattedyr i Nord- og Sydamerika, heriblandt kæmpe­dovendyr, sabelkatte og uldhårede næsehorn. Hidtil har de fleste udpeget mennesket som synderen. De tidligste spor af mennesker i Nordamerika (Clovis-kulturen) er cirka 14.000 år gamle, og blot 1000 år senere finder man ikke flere mammutknogler. Det passer med, at menne­sker jagede mammutterne til døde.

Men moderne dna-metoder er ikke afhængige af knogler eller tænder. Dna kan også findes i rester af urin og afføring, og det er netop, hvad en forskergruppe under ledelse­ af professor Eske Willerslev fra Københavns Universitet har gjort. I små jordprøver fra Alaska har de fundet mammut-dna, som viser, at dyrene eksisterede mindst 2600 år længere, end man hidtil har troet. Dermed kan hypoteserne om menneskelig jagt og andre pludselige katastrofer aflives.

Tilbage står faktisk blot klimaforandringer. Mammutterne var åbenbart ikke i stand til at omstille sig til de hastige ændringer i vejret, der blev resultatet, da istiden sluttede.