Glubsk dræberhval hærgede fortidshavene

Et af verdenshistoriens største rovdyr er fundet i Peru: en kaskelotlignende hval med enorme tænder. Forskerne har døbt giganten Leviathan mel­villei til ære for forfatteren Herman Melville, som i 1851 skrev den berømte roman “Moby-Dick” om jagten på en drabelig, hvid kaskelothval.

Fossilet er 12-13 millioner år gammelt, og Olivier Lambert fra Institut Royal des Sciences Naturelles de Belgique i Bruxelles, Belgien, ­siger, at dræberhvalen dengang har dystet med den 15 meter lange haj megalodon om at dominere verdenshavene.

Rovdyrets tandsæt var et effektivt våben i jagten på bytte – her er det en mindre bardehval.

Fortidshvalens enorme kæber var besat med helt op til 36 centimeter lange tænder, og dermed havde Leviathan melvillei verdens­historiens hidtil mest frygtind­gydende tandsæt og bid. Med det værktøj har hvalen hurtigt kunnet flænse store byttedyr i småstykker.

Fortidshvalens tænder var langt større end tænderne hos den nutidige kaskelot.

Forskerne kendte allerede til den slags tænder fra andre fund, men det er første gang, de finder et kranie og kan se, hvilket dyr tænderne stammer fra. De mangler endnu at finde ryg­søjlen og resten af dyret, men mener, at hvalen har været omkring 17 meter lang ligesom nutidens største tandhval – kaskelotten. Men hvor kaskelothvaler kun har tænder i underkæben og suger kæmpeblæksprutter ind i gabet snarere end at bide dem, havde dræberhvalen tænder i både over- og underkæbe.

Slidmærker på tænderne viser, at fortidshvalen har bidt og tygget­ som en ekstrem udgave af nutidens spækhuggere. Hvalen havde, ifølge forskerne, en glubende appetit, og for at dække et gigantisk behov for energi levede den sandsynligvis af andre store havdyr som bardehvaler, der er polstret med store mængder spæk.