Næsehornsdinoer fundet i ørken

Et forskerhold fra University of Utah i USA har fundet to nye dinosaurarter i familien Ceratopsidae, som den berømte Triceratops tilhørte. De to dinosaurer levede i det nuværende Utah for 76 millioner år siden. Familie­navnet betyder “hornede ansigter” og hentyder til, at disse næse­hornslignende planteædere havde abnormt store kranier, som var pyntet med flere horn.

Den ene af de nye arter havde hele 15 hornlignende udvækster på kraniet – det højeste antal, som man hidtil har set. For 95-­68 millioner år siden var hav­niveauet højere end i dag, og et hav delte Nordamerika i et vestligt og østligt landområde. Det vestlige område, som geologer kalder Laramidia, udgjorde kun ca. 20 pct. af det nuværende Nordamerika, men alligevel levede her mindst 20 forskellige arter af tonstunge planteædere.

Utahceratops gettyi var 6-7 meter lang og vejede 3-4 tons

Den største af de nyfundne dinosaurer har fået navnet Utah­ceratops gettyi, og palæontologerne har kunnet sammenstykke et næsten komplet skelet ud fra fossile knogler fra seks fundne individer. Da dyret var i live, målte det ca. 2 meter over skuldrene, var 6-7 meter langt og vejede tre-fire tons. Den anden dinosaur kaldes Kosmoceratops richardsoni. Ud fra skeletdele fra fire dyr kunne forskerne se, at den var lidt smallere over skuldrene end sin slægtning, ligesom den var 5 meter lang og vejede 2,5 tons.

Begge dinosaurer havde som andre ceratopsider meget store kranier med store, spidse horn oven på næsen og over hvert øje. Desuden havde de hornlignende ornamenter i en krans omkring kraniets øverste del. Denne form for “gevir” var mest udtalt hos Kosmoceratops. Det længste kranie havde Utahceratops der­imod – nemlig 2,3 meter. Dermed hører det til blandt de største kranier, der nogen sinde har eksisteret hos et landlevende dyr.

Kosmoceratops richardsoni var 5 meter lang og vejede 2,5 tons

Forskerne mener, at de næsehornslignende dinosaurer har brugt de store kranier og mange horn til at imponere poten­tielle mager. Det er også muligt, at hannerne har haft indbyrdes­ styrkeprøver, hvor de – ligesom nutidens kronhjorte med deres gevir – har sat hoveder og horn imod hinanden i deres­ kamp om hunnerne i parringstiden.