Spiselig ølemballage

Bryggeri vil redde havdyrene

Med en helt særlig ølholder har et amerikansk bryggeri sat sig for at mindske plastforureningen i havene.

27. maj 2016 af Babak Arvanaghi

Større mængder plastik bliver smidt i havene end nogensinde før, og det har katastrofale konsekvenser.

Fisk, fugle, skildpadder og havpattedyr kan blive viklet ind i plastik eller spise plastik, de ikke kan fordøje. Samtidig dannes enorme øer, som kun består af det kunstige materiale.

Skildpadden Peanut blev i 1993 reddet fri fra ølemballage, der havde deformeret dens skjold. Foto: Missouri Department of Conservation

Men nu har et amerikansk mikrobryggeri fået nok. Medarbejderne er trætte af at bidrage til plastikforureningen, og derfor er de gået til kamp mod emballagefråds på deres helt egen måde.

Holdere er spiselige

Saltwater Breweries har erstattet de plasticringe, der holder sammen på en six-pack dåseøl, med en bæredygtig udgave. Den nye holder kan opløses i havet på kort tid, eller endnu bedre: blive spist af sultne dyr.

Holderen består af rester fra ølproduktionen, herunder humle, malt og byg. De er lige så stærke som de tilsvarende af plastik, men kan fordøjes af både mennesker og dyr.

Eneste minus er, at den nye holder er dyrere at producere end de tilsvarende af plastik. Derfor håber bryggeriet fra Florida på, at nogle af de større bryggerier tager idéen til sig, så prisen på de spisbare holdere bliver lavere.

Plastik overhaler fisk

Ifølge bryggeriet ender de fleste six-pack-holdere i havet, men det er ikke det eneste plastikproblem.

Hvis forureningen fortsætter med samme kadence som i dag, er der mere plastic end fisk i havene i 2050.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: