Jacques Cousteau

Cousteau åbnede en ny verden

Som ung mand kastede Jacques Cousteau sig over sit livsværk: at give både forskere og lægfolk indblik i havets mangfoldige liv. At han lykkedes med sit projekt, skyldtes dels en række banebrydende opfindelser, dels en enestående evne til at formidle.

27. maj 2010 af Majken S. Eliasen

En smuk junimorgen i 1943 gjorde Jacques Cousteau sig klar til at afprøve den iltflaske, han havde brugt syv år på at opfinde og udvikle. Iltflasken bestod af tre små cylindre fyldt med komprimeret luft, der skulle hjælpe ham til at ånde frit under vandet. Hans ven Frédéric Dumas, der var en fremragende fridykker, holdt sig klar inde på stranden, mens Cousteaus kone, Simone, snorklede i vandoverfladen for at holde øje med sin mand. Hvis noget gik galt, skulle hun give tegn til Dumas, der så straks ville dykke ned og redde ham.

Cousteau tog flaskerne på ryggen, satte glasmasken hen over sine øjne, tog mundstykket i munden og dykkede ud i vandet ved Bandol på Den Franske Riviera. Han trak regelmæssigt vejret gennem mundstykket og dykkede uden problemer ned til ti meters dybde. På overfladen af vandet viste boblerne, at iltflasken fungerede, og at havbiologien og -arkæologien med et slag var forandret for altid.

Med sin opfindelse havde Jacques-Yves Cousteau åbnet en helt ny verden for både forskere og lægfolk. Og resten af sit liv tilbragte han selv svømmende rundt i have, floder og søer. Det lå ellers på ingen måde i kortene, at Cousteau skulle vokse op og få et fysisk aktivt liv.

Som barn tilbragte han lang tid i sengen, fordi han var anæmisk og led af maveproblemer. Der var mange timer, der skulle slås ihjel, og lille Jacques brugte dem på at læse, ofte eventyrlige historier om pirater og Jules Vernes klassikere. Favoritten var “En verdensomsejling under havet”.

Da han fyldte ti år, besluttede hans forældre sig for at modsætte sig lægens ordrer om at undgå fysisk udfoldelse og sendte den svagelige Jacques til svømning. Det viste sig at være en succes; drengen elskede vandet og blev hurtigt en habil svømmer.

Da han senere blev sendt på sommerlejr i Vermont i USA, kom svømningen ham til gode på en anden måde. Lille Jacques kom ikke godt ud af det med læreren på sommerlejren, og som straf blev han sat til at fjerne grene fra bunden af den lokale sø. I løbet af de tre ugers straffearbejde på sommerlejren fandt han ud af, hvordan man bedst holder vejret under vandet. Jacques Cousteau havde lært sig at dykke.

Gamle dragter hæmmede dykkerne

Som 20-årig meldte Jacques Cousteau sig ind i det franske søværn, fordi han gerne ville se verden.

Da han senere slog sig ned i Toulon, traf han flådeofficeren Philippe Tailliez, der holdt meget af at dykke. Han gav Cousteau et par dykkerbriller, og da Cousteau for første gang så verden under havet gennem glasset, vidste han, hvad han ville med sit liv.

At dykke i havet var dog endnu en vanskelig sag, for der fandtes kun to metoder. Enten kunne man fridykke, hvor det gjaldt om at holde vejret længst muligt, eller bruge datidens dykkerdragter, der blev forsynet med ilt fra en pumpe på skibets dæk. Dykkerdragten var blevet anvendt siden 1700-tallet og bestod af en tung, klodset dragt med en metalhjelm. I modsætning til fridykkere kunne dykkere i dragter opholde sig længe under vand, men deres bevægelsesfrihed var stærkt begrænset. Af samme årsag var det ikke meget, man kendte til livet under havet.

Derfor var det intet mindre end en revolution, da Cousteau sammen med ingeniøren Émile Gagnan, udviklede “akvalungen”, det vil sige iltflasker med slanger og mundstykke, så dykkeren nu kunne være uafhængig af lufttilførsel fra overfladen.

Hans opfindelse åbnede for en egentlig udforskning af havet, både for biologer og arkæologer. For Cousteau var dét at kunne dykke frit opfyldelsen af en drøm. Efter krigen fik han oprettet sin egen afdeling under det franske søværn, kaldet Den Undersøiske Researchgruppe, men de arbejdsopgaver, han fik, tilfredsstillede ikke hans store trang til at gå på opdagelse under vandet, så det måtte han gøre på egen hånd.

Hans store nysgerrighed var i 1946 tæt på at koste ham livet, da han og Frédéric Dumas dykkede ned i Vaucluse-kilden i det sydlige Frankrig. Med 90 kubikmeter vand i sekundet skaber kilden en af verdens kraftigste kildespring. Størstedelen af året er den en stille sø, men om foråret springer den ud og får floden Sorgue til at gå over sine bredder. Ingen forskere kunne forklare, hvad der fik kilden til at springe ud, og Cousteau og Dumas besluttede sig for at dykke ned i klippehulen for at kortlægge kildens bund.

Cousteau Documentary

Ligesom bjergbestigere skulle mændene dykke to og to bundet sammen af et reb, som blev kaldt førerrebet, da det var deres eneste forbindelse til holdet oppe på land. Cousteau aftalte et simpelt signal med sine mænd: Ét ryk i rebet betød, at det skulle strammes på overfladen. Tre ryk betød, at de skulle have mere line. Og seks ryk var et nødsignal om, at de skulle trækkes op til overfladen hurtigst muligt. Sammen med Frédéric Dumas begav Cousteau sig ned i tunnelen under søen. Selv om han havde en lommelygte med, kunne han stort set intet se i den mørke, snævre tunnel.

Da Cousteau var nået 30 meter ned i tunnellen, fik han svært ved at koncentrere sig, og han tabte et ekstra reb, han havde over armen. Alligevel fortsatte han nedad i den mørke tunnel, og da de endelig ramte bunden, kunne han se på sin måler, at de befandt sig 130 meter under overfladen.

Nu opdagede han, at Dumas’ dykkerdragt var blevet fyldt med vand, og at hans øjne bulede ud. Cousteau skulle have ham op hurtigst muligt og rykkede i rebet. På overfladen registrerede hjælperne tre ryk og gav derfor mere line; Cousteau rykkede igen, men på overfladen talte de gentagne gange tre ryk og gav derfor mere og mere line. Udmattet og desperat tog Cousteau sin dolk op for at skære Dumas løs fra rebet.

Han havde ikke kræfterne til at bære ham op gennem den lange, snoede tunnel ovenover og risikerede selv at dø, hvis han forsøgte. De minutter, han brugte på at fumle med dolken, gjorde imidlertid holdet på overfladen nervøse, og en pludselig indskydelse fik dem til at hale de to dykkere op på land. Cousteau og Dumas havde været uhyggeligt tæt på at dø i den underjordiske kilde, hvis udspring den dag i dag stadig er en gåde.

Tema

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: