En liter havvand rummer 20.000 arter

Vandprøver gør artsrigdommen ti gange større end forventet

1. september 2009

Havvandsprøver fra otte forskellige stedet i Atlanterhavet og Stillehavet viser, at der findes op til 20.000 forskellige arter af mikroorganismer i blot en enkelt liter havvand. Indsamlingen af prøverne er en del af det verdensomspændende havbiologiske forskningsprojekt Census of Marine Life (CML), og de biologer, der analyserede prøverne, er overraskede over artsrigdommen. De havde forventet at finde højst 2000 arter. Prøverne er indsamlet på vanddybder fra 550 til 4100 meter og ved vidt forskellige vandtemperaturer – lige fra den isnende kolde Nordatlant til den gloende hede ved undersøiske vulkaner. Men alligevel går mange af de samme arter igen i prøverne. Få arter udgør flertallet af organismerne, men ud over de dominerende arter myldrer det med forskellige mere eller mindre sjældne organismer. Denne fordeling undrer forskerne, for hvis der kun er meget få organismer af en bestemt art, hvorfor er denne art så i det hele taget repræsenteret? Forklaringen kan være, at de sjældne arter producerer vigtige stoffer til de dominerende arter, eller at de fungerer som en slags “standby-organismer”, der er klar til at overtage pladsen fra en dominerende art, hvis livsbetingelserne skulle ændre sig dramatisk. Ud fra analysen af de nye prøver skønner biologerne fra CML, at der findes 5-10 mio. forskellige arter af mikroorganismer i verdenshavene. Foreløbig er kun ca. 5000 af disse arter videnskabeligt beskrevet. Målet med CML er at kortlægge alle havlevende arter og deres udbredelse inden 2010.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: