Hvad er morild?

Hvad skyldes det mærkelige lysskær, man nogle gange kan se i vandet om sommeren?

1. september 2009

Morild er et lysfænomen, der opstår i saltvand med særlige algetyper. I Norden er det algen Noctiluca, der laver det sære lys i vandet. Noctiluca er en lille encellet og kugleformet alge, der reagerer ved at udsende et lysglimt, når den bliver forstyrret, fx når et skib bryder havoverfladen, eller hvis man tager et svømmetag i vandet. Jo varmere vandet er, jo hurtigere formerer algerne sig. En vandtemperatur på 18-20° giver de bedste betingelser for algerne, og de bliver hurtigt så mange, at deres lysglimt virker som et glimtende lyshav. I Norden er morild derfor mest almindelig sent på varme somre, når havvandet er blevet varmet godt op. Den enkelte alge udsender et lysglimt, der varer ca. 0,1 sekund. Bugten Bioluminiscent Bay på øen Vieques i Puerto Rico indeholder ikke mindre end 150.000 lysende alger for hver liter af det varme vand. Det blålige lys fra disse alger kan være så stærkt, at man kan læse ved det. Det er stadig en gåde, hvorfor algerne reagerer med lys, når de bliver forstyrret. Højere udviklede dyr, der udsender lys, har normalt en god grund til det. Fx bruger dybhavsfisk lys til at lokke bytte til eller til at blænde byttet med. Andre dyr bruger lys til at sende signaler til artsfæller. Algerne har ikke umiddelbart nogen grund til at lyse – den er i hvert fald ikke fundet endnu. Det kunne være en forsvarsmekanisme, men da algerne kun producerer lys i mørke, ville de altså være forsvarsløse i dagslys, og det giver ikke biologisk mening. Så lyset må have en anden betydning, mener forskerne.

Få et godt tilbud på Illustreret Videnskab

Få 3 nr. af Illustreret Videnskab til 79,00. Klik her.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: