Monster wave

Hvor opstår monsterbølger?

Hvordan opstår monsterbølger, og sker det nogle bestemte steder?

30. september 2011

Monsterbølger, freak waves eller rogue waves er de mest brugte navne på bølger, der er mere end dobbelt så høje som bølgerne i området omkring dem. Bruger man denne definition, har flere uafhængige projekter vist, at monsterbølger kan forekomme næsten alle steder i verden.

En gennemgang af målinger fra adskillige farvande viser tydeligt, at rogue waves er ganske hyppige, og ikke kun i høj sø. Selv ved mere rolige forhold opstår der uventede bølger, som ikke følger de traditionelle teorier.

Satellitmålinger over højden af oceanernes overflade har vist monsterbølger på op til 30 meters højde mange steder på kloden. Der er ikke et entydigt svar på, hvor bølgerne opstår, men der er en klar overvægt af ekstreme bølger i forbindelse med kraftige havstrømme.

Flere teorier forsøger at beskrive havstrømmene på den måde, at de har en samlende effekt på energien i de enkelte bølger. Dermed samles energien kortvarigt i de ekstreme enkeltbølger – men der er endnu langt til en egentlig brugbar og anerkendt teori.

Samtidig har målinger også påvist et forhøjet antal af ekstrembølger tæt på lavtryk og fronter. Cykloner, der danner kraftige vinde på et koncentreret område, fx lige foran en frontzone, har en evne til at skabe lokale havstrømme, som kan være årsagen til flere kraftigere bølger.

Monsterbølger er stadig en gåde for videnskaben, men meteorologiske centre regner dog med at have prognoser for freak waves inden for de næste ti år.

Fakta

Monsterbølger har dobbelt højde Indtil nytårsdag i 1995 blev historier om monsterbølger afvist som opspind.

Men denne dag fastslog de såkaldte draupnermålinger fra en gasplatform i Nordsøen endelig, at monsterbølger findes.

De defineres som enkeltstående bølger, der er dobbelt så høje som de øvrige bølger.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: