Hvor kommer bananfluer fra?

Hvis man har frugt liggende, dukker der pludselig små, irriterende fluer op. Hvor kommer disse bananfluer egentlig fra?

1. september 2009

Der var engang, hvor man troede, at rotter opstod spontant i affaldsbunker, fluer blev dannet i råddent kød, og mider var noget, der bare blev til, når spiseligt affald fik lov til at ligge for længe. Dette fænomen, der også går under navnet spontan genese, var i en stor del af naturvidenskabens første år et legitimt forskningsområde, som mange kloge hoveder beskæftigede sig med og skrev lærde afhandlinger om. I takt med at mikroskoperne blev bedre – se i øvrigt også den store artikel om Carl von Linné i dette nummer – blev det klart, at der ikke findes noget, der opstår af ingenting. Rotterne sneg sig ind i nattens løb, fluerne kom svirrende og lagde æg på kødet, hvor de udviklede sig til larver og voksne fluer, og miderne kom til, fordi voksne mider kravlede til og lagde æg. Når man så ser, hvor pludseligt et stykke frugt kan være omgivet af bananfluer, kunne man godt fristes til at tro på den spontane genese, men det er blot et spørgsmål om at kigge ordentligt efter. Bananfluer er så små, at man sjældent opdager, at der kommer en enkelt flue svirrende forbi, lokket af duften af en overmoden frugt. Fluen lægger sine æg og forsvinder igen. Man kan selvfølgelig også have fået flueæggene med på et stykke nyindkøbt frugt. Der er intet at se, medmindre man bruger et mikroskop, men få dage senere svirrer det med bananfluer.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: