Hvor mange dyr findes der?

Er Jorden blevet udforsket overalt, eller kan forskerne blive ved med at finde nye dyrearter? Hvor mange arter kender man i dag?

1. september 2009

Hver gang man opdager en ny dyreart, laves der en formel videnskabelig beskrivelse af den. Denne beskrivelse offentliggøres i et videnskabeligt tidsskrift, og samtidig får det nye dyr et navn. Denne proces er forholdsvis langsom – der kan gå mange år, fra et dyr bliver opdaget, til det bliver beskrevet og dermed officielt anerkendt. Det medfører, at vores viden om, hvor mange dyrearter der findes, permanent er flere år bagefter, og at man aldrig kan angive det nøjagtige antal arter. Dertil kommer, at der stadig bliver opdaget nye dyrearter – jordkloden er slet ikke så godt udforsket, som man kunne tro. Der går længe imellem, at man opdager nye store arter, men det sker jævnligt, at forskerne finder ukendte små arter. En af de største arter, man har fundet i nyere tid, er den 4,5 meter lange haj megamouth, der blev fanget ved et tilfælde i 1976. Langt de fleste af de arter, vi kender i dag, tilhører de såkaldte leddyr, det vil sige insekter og krebsdyr samt en lang række mindre grupper. De tæller tilsammen mere end en million arter – heraf tegner billerne sig alene for over 350.000 forskellige arter. I den anden ende af skalaen finder man en række dyregrupper, der tæller under 100 forskellige arter. Forskerne er vildt uenige om, hvor mange arter vi har til gode at opdage. Nogle mener, at vi har fundet hovedparten af de dyrearter, som Jorden er hjemsted for, mens andre mener, at vi kun lige har kradset i overfladen, og at der formentlig er flere millioner arter, som vi endnu ikke kender. Vurderingerne går lige fra en-to millioner manglende arter til over 100 millioner.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: