Hvordan dannes surfbølger?

Hvorfor er det lige præcis på Hawaii, at man finder nogle af verdens bedste surfbølger?

1. september 2009

Almindelige bølger dannes, når vind blæser hen over vandets overflade. Hvis vandet er fuldstændigt fladt, når det begynder at blæse, vil der i første omgang dannes bittesmå bølger, som vi kalder krusninger eller skvulp i vandoverfladen. Nu vil vinden skubbe til disse krusninger, og de vil efterhånden vokse til større bølger. Hvor høje bølgerne kan blive, afhænger af tre forhold: Vindens hastighed, vindens varighed og den afstand, som vinden kan blæse hen over. Store bølger dannes altså af langvarige og kraftige vinde, der har en stor afstand at “arbejde” på. Verdens største hav, Stillehavet, er et godt eksempel. Når det begynder at blæse på vandet langt ude i Stillehavet, har vinden enorme distancer til rådighed til at forme store bølger. Hawaii-øerne ligger langt ude i Stillehavet, derfor er det ofte nogle mægtige bølger, der rammer strandene. Når bølgerne er så velegnede til surfing, skyldes det især, at Hawaii-øerne er af vulkansk oprindelse og omgivet af undersøiske rev. Øerne er faktisk toppene af gamle vulkaner, der er skudt op fra bunden. Fra en bølges synspunkt falder vanddybden altså drastisk over en afstand af få hundrede meter. Når den slår imod de stejle rev ud for Hawaiis strande, bliver bølgen bremset voldsomt op og komprimeret. Den bliver derfor både højere og langsommere, og i visse tilfælde opstår en imponerende surfbølge, der kan blive op til 30 meter høj.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: