Hvorfor er landdyrene blevet mindre?

Hvordan kan det være, at mange af landjordens dyr – ikke bare dinosaurerne – var meget store i forhistorisk tid?

1. september 2009

Blandt dinosaurerne, som uddøde for 65 mio. år siden, var der mange landdyr med gigantiske former. Men også andre dyregrupper har haft kæmper, som var langt større end deres nulevende repræsentanter. Vi kan fx nævne kæmpedovendyret, Megatherium, der kunne blive seks meter langt og traskede rundt på Sydamerikas græssletter indtil for 11.000 år siden, eller kæmpebjørnen Arctodus simus, der med en vægt på op mod 1000 kg er det største rovdyr, som pattedyrene har haft på landjorden. Hos krokodillerne levede Deinosuchus, der betyder terrorkrokodille, samtidig med dinosaurerne. Den kunne blive over 11 meter lang og havde et to meter langt kranie. Zoologer kalder det for gigantisme, når nogle arter vokser langt ud over det almindelige. Man ved ikke, præcis hvorfor nogle arter får vokseværk under særlige forhold, men gigantvækst kan være et forsøg på at vokse fra rovdyrene. Elefanter er fx så store, at det kun er unger og svage individer, der er i fare for at blive angrebet af rovdyr som fx løver. Planteædere kan dog kun udvikle sig til giganter, hvis de lever i et område med en stor planteproduktion, som er let tilgængelig. Når planteæderne bliver meget store, kan det føre til, at rovdyrene som modsvar også udvikler kæmpeformer. Selv om kæmpedyr kan have mange fordele på deres side, så er de også ret sårbare over for ændringer i deres miljø. Hvis mængden af planter falder, vil de store planteædere ikke kunne klare sig. Og da store rovdyr er afhængige af at kunne fange relativt store byttedyr, idet små byttedyr er for energikrævende at fange i rigelige mængder, forsvinder de også. Ved afslutningen af sidste istid for 10.000-12.000 år siden var der mange store pattedyr, der uddøde, fx mammutter, kæmpehjorte og kæmpedovendyr. Mange zoologer mener, at det var kombinationen af menneskers jagt og klimaforandringer, der slog disse dyr ud.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: