Hvorfor er is glat?

1. september 2009

Det har faktisk voldt forskerne en del hovedbrud at forklare det fænomen, som alle kender: at is er glat. Den traditionelle forklaring er, at is’ smeltepunkt falder, når den kommer under tryk. Det betyder, at idet en skøjteløber glider hen over isen, smelter et ganske tyndt lag, så hun i virkeligheden bevæger sig på vand. Men regner man efter, betyder trykket fra en skøjte næsten intet for isens smeltepunkt. Ifølge en nyere teori er det da heller ikke trykket, men friktionen, der gør isen glat. Friktionen mellem skøjte og is varmer isen op lokalt, så den kortvarigt smelter. Men også den teori er nu kommet på glatis, fordi den ikke forklarer, at man også kan glide på is uden at bevæge skøjterne. Noget tyder på, at glathed snarere er en egenskab, der er indbygget i isen. Ifølge professor i kemi ved Lawrence University Robert M. Rosenberg vil det allerøverste lag af vandmolekyler på en frossen flade opføre sig anderledes end de molekyler, der ligger bundet nede i isen som krystaller. I modsætning til dem kan molekylerne i overfladen vibrere, fordi der ikke er frosne molekyler over dem, som kan holde dem i ro. Ifølge teorien er det de vibrerende molekyler, der gør overfladen glat ved at opføre sig som en væske.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: