Bølgen1

70 meter høj tsunami truer med at smadre norsk by

En revne gnaver sig ind i et norsk fjeld. Når fjeldet på et tidspunkt giver efter, vil en 70 meter høj tsunami rejse sig og frådende bruse direkte mod den norske by Geiranger.

4. marts 2016 af Niels Hansen

En 600 meter lang sprække æder sig lige nu længere ind i fjeldet Åknes i Norge. Det gør klippen så ustabil, at hele fjeldsiden på et tidspunkt vil styrte i fjorden i et 900 meter højt fald.

Når skreddet sker, vil det udløse en kæmpe tsunami, som vil drukne hele byer på sin vej.

Traileren til den norske katastrofefilm Bølgen (2015) viser meget godt, hvordan en tsunami kan opsluge byen Geiranger.

Derfor mandsopdækker geologer fjeldet, som er verdens bedst overvågede potentielle naturkatastrofe.

Døgnbemanding skal forhindre tsunami

150 mio. tons klippe er på nippet til at udløse Norges største naturkatastrofe, som bl.a. vil drukne byen Geiranger.

Derfor overvåges fjeldet og den truende naturkatastrofe dag og nat med følsomt måleudstyr for at redde Geirangers 250 indbyggere og tusindvis af turisters liv.

Hvert år besøger ca. 700.000 turister den smukke, men tsunami-truede, fjord; bl.a. ombord på krydstogtskibe. Foto: Fantefilm Fiksjon

På bjerget har overvågningskorpset installeret webkameraer, vejrstationer, seismiske sensorer, geofoner, borehuller, radarer, målestationer, GPS’er, lasere og teleskopstænger.

De måler alt fra regn og vind til dybe underjordiske rystelser og sladrer om selv fjeldets mindste bevægelser.

Tsunami kan ikke undgås

Truslen fra Åknes stiller et meget naturligt spørgsmål: Er det muligt at forhindre katastrofen?

Svaret er nej – det er kun muligt at udskyde den.

Nyere undersøgelser viser, at en del af det såkaldte glideplan – det område i fjeldet, hvor bevægelsen er størst – ligger over grundvandsspejlet.

Det er problematisk, for hvis grundvandsspejlet stiger pga. mere nedbør, vil det gøre Åknes endnu mere ustabilt.

Få også svaret på hvilken af de største byer i verden, der skal frygte jordskælv mest? 

10 minutters tsunami-varsel

En af metoderne til at udskyde katastrofen og stabilisere det porøse fjeld er konstant at pumpe vand op fra fjeldets dyb vha. grundvandspumper, som pøser vandet fra fjeldet ud i fjorden.

Skulle det ske, at skreddet pludselig sætter i gang, har Geirangers beboere kun ti minutter, fra klippesidens millioner af tons sten og jord rammer fjordens vandspejl, til en tsunami rammer byen.

Det mest sandsynlige er heldigvis, at indbyggerne i Geiranger bliver advaret flere dage i forvejen om, at katastrofen er på vej mod deres hjem.

Tsunami er resultat af naturlig nedslidning

Skredet på Åknes er ikke bare uundgåeligt, det er også helt naturligt, fordi kontinenternes bevægelser slider fjeldet ned. 

Vil du vide mere om hvad en tsunami er og hvordan den opstår? Læs her!

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: