Indiske plade

Den indisk-australske plade brækker midt over

Mystisk jordskælv afslører, at Australien er ved at stikke af fra Indien. Som resultat er den indisk-australske tektoniske plade ved at blive revet midt over.

6. februar 2013 af Niels Hansen

Til trods for at der er mange tusinde km mellem dem, deler Indien og Australien sokkel. De ligger nemlig på samme såkaldte tektoniske plade – altså samme stykke af jordskorpen. Sådan har landet ligget i små 50 mio. år, men et mystisk jordskælv har nu gjort forskerne opmærksomme på, at en skilsmisse er undervejs.

Gigantisk jordskælv

Den 11. april 2012 ramte et gigantisk jordskælv på 8,6 Richter havbunden ud for øen Sumatra midt i Det Indiske Ocean. Med undtagelse af lokalbefolkningen bed de færreste mærke i skælvet, fordi det hverken medførte en tsunami eller massive ødelæggelser. At et så kraftigt jordskælv kunne finde sted uden at skabe en tsunami, gjorde geologer verden over nysgerrige, og en efterforskning blev sat i værk for at forstå skælvet. De første spor peger i retning af, at skælvet er tegn på, at hele den indisk-australske plade er ved at brække midt over.

Australien stikker af, mens Indien sidder fast

Hele pladen bevæger sig frem i nordøstlig retning. Problemet er, at hver ende ikke bevæger sig lige hurtigt. Den sydlige del med Australien bliver trukket af sted med op mod 70-80 mm om året, mens Indien sidder mere eller mindre fast i den euro-asiatiske plade.

Konklusionen er derfor, at den Indisk-Australske plade er ved at brække midt over. Mistanken bestyrkes af, at skælvet den 11. april var uhørt voldsomt, samt at bruddene stikker usædvanligt dybt ned i Jorden. Præcis hvornår skilsmissen er fuldbyrdet, er ikke til at sige. Processen vil formentlig tage millioner af år.

Læs hele historien og se, hvilke konsekvenser den nye viden har, i Illustreret Videnskab nr 3, 2013.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: