Land slide

Når regnen falder, skrider jorden

Jordskred som det, der midt i ugen taklede et schweizisk passagertog ved St. Moritz, sker, når tyngdekraften trækker jordlaget af den underliggende klippe.

14. august 2014 af Carsten Nymann

Et heftigt regnvejr gav sammen med tyngdekraften og et geomorfologisk begreb kaldet massebevægelse passagererne på et schweizisk tog en ordentlig forskrækkelse i onsdags.

Et jordskred rev nemlig flere togvogne med sig ned ad bjergsiden i et øde område nær skisportsstedet St. Moritz.

Heftige regnskyl tynger jorden

Et jordskred er resultatet af et fænomen kaldet en massebevægelse, som indtræffer, når tyngdekraften bliver større end de kræfter, der holder det øverste lag af jord fast på den underliggende klippe.

I ”normaltilstanden” er naturkræfterne i balance, men udefrakommende påvirkninger som heftige regnskyl kan forrykke balancen dramatisk.

Vandmængderne gør jordlaget tungere og kan oven i købet opløse den jord, som ligger nærmest klippen og fungerer som ”lim”.

Samme princip ved laviner

Resultatet er, at jorden trækkes af fjeldsiden som et plaster, der trækkes af huden.

Princippet er i øvrigt helt det samme, som indtræffer ved eksempelvis laviner, hvor den lette og løse nysne mister grebet i den gamle, tunge og sammenpressede sne dybere nede.

Her er balancen så skrøbelig, at en enkelt skiløber på afveje med sin vægt får det øverste lag til at løsne sig.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: