New Zealand vand og bjerge

New Zealand er en rest af Virkelighedens Atlantis

Omkring 93 procent af kontinentet Zealandia er skjult af havet, mens kun de højeste bjerge stikker op af Stillehavet som New Zealand. Nye geologiske undersøgelser beviser, at øerne var fuldstændigt dækket af vand for 23 millioner år siden.

19. maj 2016 af Niels Hansen

En ø så stor som et kontinent lå engang frodig og smuk midt i Atlanterhavet. Øens indbyggere nedstammede fra havguden Poseidon, og hovedstaden var rig. Med tiden blev folket almindelige og fik laster. Og så gik det galt. Atlantis tabte et slag mod Athen, og kontinentet sank i løbet af et døgn til havets bund. Sådan lyder den græske myte, men i det sydvestlige Stillehav findes et helt kontinent, som er blevet opslugt af havet. I dag rager kun New Zealand op, mens hele 93 procent af landmassen er dækket af vand. Undervandskontinentet har fået navnet Zealandia og er omkring 15 gange så stort som New Zealand. Nu mener newzealandske geologer, at de har fundet beviserne for, at hele kontinentet ligesom Atlantis forsvandt i havet for omkring 23 millioner år siden.

Dyr indvandrede fra Australien Forskere har kendt til Zealandia i flere år, og de mener, at kontinentet var hævet over havet, da det for 83 millioner år siden knækkede af superkontinentet Gondwana. Men ganske langsomt sank kontinentet ned under bølgerne, fordi skorpen blev strakt tyndere og tyndere. For 23 millioner år siden stak en lille del af landmassen stadig op over havet. Forskere har derfor ment, at New Zealands dyr stammer fra livet på Gondwana. Nu har den newzealandske geolog Hamish Campbell samlet både biologiske og geologiske beviser for, at Zealandia har været helt oversvømmet i en kort periode.

Hvis Zealandia sank for 23 millioner år siden, som Cambell mener, kan landdyrene umuligt have overlevet. De må være uddøde, i takt med at landjorden svandt til ingenting. I så fald er dyrene indvandret fra et andet landområde, for eksempel Australien, som ligger omkring 1500 kilometer vest for New Zealand. For at vurdere, om New Zealands natur overhovedet kan være indvandret på kun 23 millioner år, drog Hamish Campbell til Chathamøerne, som ligger 800 km øst for New Zealand. Øerne har ligesom New Zealand et unikt dyre- og planteliv. De geologiske undersøgelser viste, at øerne først dukkede op af havet for omkring fire millioner år siden. Campbell konkluderer derfor, at dyr og planter kan kolonisere øde og fjerntliggende landområder på relativt kort tid. Og så er New Zealands 23 millioner år rigeligt.

Øerne huser kun tre pattedyr Ny biologisk forskning støtter ligeledes Campbells teori. Molekylærbiologer har blandt andet samlet data, der viser, at mindst 95 procent af alle newzealandske arter har australske eller sydamerikanske forfædre – ikke gondwaniske. Samtidig viser andre undersøgelser, at de fleste af New Zealands dyrearter er opstået i løbet af de seneste 20 millioner år, og at deres nærmeste slægtninge lever i Australien. New Zealand kan altså sagtens have været dækket af vand for 23 millioner år siden, hvorefter øerne er dukket op igen og er blevet befolket af australske arter. Campbell har endda endnu et es i ærmet. Palæontologer har nemlig fundet dinosaurer på Zealandia. Med dinosaurer følger små pattedyr, som udviklede sig eksplosivt, da dinosaurerne uddøde for 65 millioner år siden. Men New Zealand har – bortset fra tre flagermusarter – ingen naturlig bestand af pattedyr. Hamish Campbell ved godt hvorfor.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: