Hvorfor har planter ikke sorte blade?

Planter vokser ved at omdanne lys til energi. Er det ikke mere effektivt med sorte blade, så planterne kan opsuge alt lyset i stedet for at lade det grønne lys undslippe?

1. september 2009

Planter tillader sig rigtignok den luksus at lade en del af solenergien undslippe, idet klorofyl-pigmenterne i bladene primært absorberer lys i det blålige og rødlige område af spektret for det synlige lys. Grønt lys bliver derfor tilbagekastet fra bladenes overflade. Hvis planterne absorberede alt synligt lys, ville de fremtræde sorte, sådan som nogle rødalger gør. Godt nok er sollys nødvendigt for planternes vækst, men de kan imidlertid også få for meget. På dage med stærkt solskin absorberer planterne således mere energi, end de kan nå at bruge. Nogle planter når kun at bruge 10 procent af energien, og selv de hurtigt voksende afgrøder formår kun at udnytte halvdelen af den energi, de har opfanget. Dette overskud af absorberet energi udgør en potentiel fare for planten, idet energien kan skabe stærkt reaktive ilt-molekyler, som kan føre til celledød i bladene. Derfor må planten skille sig af med den ophobede energi for ikke at få disse kemiske skader. Ud over faren for kemiske skader på planten vil sorte blade desuden øge risikoen for overophedning af bladene og derved føre til en ekstrastor fordampning af vand, som planterne i forvejen har gjort alt for at minimere.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: